Søren Le Schmidt er videre i Vild med dans, men allerede søndag er han direkte med på TV 2 igen
Det er ikke en dans på roser at være med i ”Vild med dans”, for det kræver masser af hård træning.
I denne tid er der dog også andet, der fylder hos Søren Le Schmidt, for den populære designer har også travlt på sit arbejde.
Prins Christian fylder 18 år søndag den 15. oktober, og der er flere af gæsterne, som har ønsket at komme i tøj designet af nydanseren.
Det betyder dog ikke, at han kan læne sig tilbage i sofaen på søndag og følge fødselsdagen hjemmefra, for Søren Le Schmidt skal være en del af TV 2’s dækning.
- Jeg har rigtig travlt i de her dage, men jeg elsker at have travlt. Jeg dækker det på TV 2 søndag, og så er der også nogle bestillinger til de unge mennesker rundt omkring fra kommunerne, som er inviteret med, fortalte Søren Le Schmidt, efter endnu en veloverstået danseaften fredag.
Flere gange har de også de kongelige båret hans rober, men det er endnu uvist, hvad kronprinsesse Mary skal have på. Man kommer dog ikke til at se hende i et nyt design af Søren Le Schmidt på søndag.
- Vi har ikke lavet noget nyt, men man ved aldrig, sagde han med henvisning, at det ikke er til at vide, om kronprinsessen genbruger en af de Søren Le Schmidt-kjoler, som hun tidligere har brugt.
TV 2’s fødselsdagsdækning begynder lidt efter klokken 10.
Man kan desuden også følge med og få alle detaljerne dagen igennem her på billedbladet.dk.