20. apr. 2023
Af Majken Munk

Sofie Lindes største hovedpine i Linde på Langeland: Det har hun endelig fået fikset i Vennely

Sofie Linde
Sofie Linde
Foto: Martin Juul/ TV 2 og TV 2
Der er meget, der skal fikses ved Sofie Lindes sommerhus Vennely. Der er dog én stor hovedpine ved huset, som hun nu endelig har fået ordnet.

Sofie Linde er flankeret af håndværkerne Anders, Philip og Boris, når Vennely igen skal renoveres hele sommeren.

Der er meget at tage fat i.

Én markant ting ved huset har Sofie Linde endelig fået styr på – og det har været lidt af en hovedpine.

Allerede i første sæson af TV 2-programmet måtte hun ærligt erkende, at husets tag var hendes akilleshæl.

Dengang fik hun at vide, at det ville koste en million at fikse taget, og det var penge, Sofie Linde ikke havde budget til.

Derfor kastede hun sig ud i at finde håndværkere, der kan hjælpe hende med Vennelys tag. Det lykkedes heldigvis fire måneder før sommerens renovering.

- Taget er jo blevet fikset frem for erstattet, og det har jo gjort, at prisen har været en helt anden. Jeg tror alt i alt, jeg har talt med – jeg lyver ikke når jeg siger, det er – 15 håndværkere, der alle sammen sagde, at taget skulle skiftes. Indtil jeg mødte Rasmus fra Langeland. Han sagde: ”Jeg kan godt fikse det tag”, fortæller Sofie Linde i ”Linde på Langeland”.

Rasmus har set frem til arbejdet, særligt fordi det er så anderledes en opgave, fortæller han i programmet.

Normalt lægger han og resten af hans ansatte jo spritnye tag. De reparerer normalt ikke så gamle tag.

Men han må også erkende, at det er i 11. time, at han er blevet tilkaldt til at fikse Vennelys gamle og utætte tag.

Sofie Linde og familien krydser nu fingre for, at taget holder en rum tid endnu, og så er det hende og Joakims døtres problem.

- Så kan det godt være, det ikke holder 100 år, men så holder det 25 år, og så er det pigernes problem. Så er det ikke vores hovedpine mere, fortæller Sofie Linde med et smil.

Læs mere om: