
Soheil Bavi spiller Amir i Dag & nat 2: Her har du set ham før

Det var i sommeren 2022, at første sæson af TV 2’s dramaserie ”Dag & nat” rullede over skærmen.
Dengang foregik serien på fødselsgangen, men i den nye sæson foregår handlingen på en børneafdeling.

På børneafdelingen arbejder Amir, som er chefsygeplejerske. Amir udfører sit arbejde med sikker hånd og stor erfaring.
Amir er vellidt blandt sine kolleger, men han har et fortroligt og kollegialt forhold til børnelægen Pernille.
Da han konfronteres med personer fra sin fortid, er det også Pernille, der står ved hans side.
Amir bliver spillet af 28-årige Soheil Bavi.
Selv om Soheil Bavi for nogen måske er et lidt ubeskrevet blad, har han faktisk roller på CV’et.
Hans nok største rolle var som skurken i Dar Salim-filmen ”Underverden II”. Soheil Bavi spillede Muhdir, som Dar Salims karakter Zaid kom på tværs med.
Efter premieren på den film blev Soheil Bavi udråbt til at have en stor karriere i vente, og der har da også været flere jobs siden.
I 2025 var Soheil Bavi med i den danske film ”Hele vejen”, mens han også spillede en mindre rolle som en PET-agent i den populære Netflix-serie ”Legenden”.
Snart er det ikke kun på TV 2, at tv-seere kommer til at se hans ansigt.
For Soheil Bavi har nemlig også en rolle i en kommende DR-serie.
Han spiller rollen som Youssef Elamin, der er elev på Politiskolen.
Serien følger nemlig en række elever og rektoren på Politiskolen efter en voldsom hændelse. For en elev fra skolen kommer under en voldsom anholdelse til at skyde og sårer en aggressiv mand.
Sagen efterforskes af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der skaber røre på Politiskolen. Serien, der har titlen ”Uniformen”, har premiere til februar.
28-årige Soheil Bavi har uddannet sig til skuespiller i Iran, hvor han har rødder. Han har også flere roller i iransk film og tv bag sig blandt andet i tv-serien ”Tehran”.
