25. apr. 2024
Af Catja Klarskov

Sommerdrømme-dommer Patrick Bentsen med kontant udmelding: Skræmmende lavt niveau

Patrick Bentsen samt tre af de i alt fire par fra årets sæson af "Sommerdrømme". 
Patrick Bentsen samt tre af de i alt fire par fra årets sæson af "Sommerdrømme".
Foto: Martin Høien og Hans Ravn / TV 2
Dommer Patrick Bentsen afslører, at niveauet hos nogle af årets ”Sommerdrømme”-deltagere var skræmmende lavt.

Det kan være svært at betjene en bordrundsav, en vinkelsliber eller sågar en fukssvans, hvis man aldrig har haft værktøj i hænderne før.

Det var da også en helt ny verden, der åbnede sig for årets deltagere i TV 2-programmet ”Sommerdrømme”, da de pludselig skulle lære at skære i smig, lægge en terrasse og betjene alverdens værktøj.

Opgaver der udfordrede nogle mere end andre.

Det fortæller ”Sommerdrømme”-dommer Patrick Bentsen i et interview med Familie Journal.

– Det var høj kreativitet, og det var totalt fedt! Deltagerne tænkte ud af boksen, hvor jeg er i nogle lidt mere professionelle rammer. Så jeg synes, at det var ret fedt og kreativt med alle de idéer, deltagerne fik. Omvendt var der også skræmmende lavt niveau hos nogen. Der var langt fra bund til top. Jeg syntes, det var sjovt, for jeg kan huske, at jeg nogle gange tænkte sådan lidt: ”Åh nej, hvad kommer jeg ind til i dag?”, fortæller Patrick Bentsen til mediet, hvorefter han understreger, at deltagerne bestemt udviklede sig og blev bedre og bedre.

I aftenens afsnit af ”Sommerdrømme” skulle de fire flittige par bygge en terrasse, og selv om alle kom fint i mål, så var det bestemt en disciplin, der krævede mere, end deltagerne havde forventet.

I ”Sommerdrømme” dyster fire par om at vinde et sommerhus i Albæk ved Skagen.

Læs mere om: