18. apr. 2024
Af Majken Munk

Sommerdrømme-parret Kaspar og Lambang: Vi har virkelig været nede og vende

Lambang og Kaspar Arianto
Lambang og Kaspar Arianto
Foto: Søren Jul Lamberth
I 2021 vandt parret Kaspar og Lambang Arianto ”Sommerdrømme”, men den seneste tid har de kæmpet med parforholdet.

Kaspar og Lambang Arianto drømte om et sommerhus med plads til familien, der dengang også bestod af tvillingerne Java og Atlas.

Parret fik drømmen indfriet, da de i 2021 vandt anden sæson af TV 2-programmet ”Sommerdrømme”.

Siden er meget vand løbet under broen. Familien er blevet et medlem rigere, da deres lille søn Alvar kom til verdenen i slutningen af 2023.

Kaspar og Lambang har derudover også skrevet en række børnebøger om deres egne erfaringer som en regnbuefamilie.

Men når man har været et par i 12 år, er det ikke udelukkende en dans på roser. Det har parret mærket den seneste tid.

Heldigvis er de på vej op igen, fordi de har prioriteret parforholdet og familielivet.

- Det går skidegodt. Det er klart, at vi er lidt trætte, når vi sådan har to større børn og en lille én. Vi har det superdejligt, fortæller Kaspar Arianto, da BILLED-BLADET møder ham og manden til premieren på ”Hammarskjöld”, og fortsætter:

- Vi har en periode, hvor vi prioriterer os selv og vores børn lidt mere og faktisk ikke laver så meget af det her. Men nu havde vi brug for at komme på en date i aften.

Forholdet har vaklet, men nu har de fundet vejen sammen.

- Det er vildt at indstille sig. Det er vildt at finde ud af, hvad er støj og hvad giver energi. I alle forhold er der op- og nedture. Vi har virkelig været nede og vende, og nu er vi på vej op igen. Heldigvis sammen, fortæller Lambang.

Læs mere om: