Stéphanie Surrugue frygtede mobning
Stéphanie Surrugue, som netop er kåret til årets vært for sin håndtering af kulturstoffet på TV 2 News, var ansat på det meget lidt royale dagblad Politiken, da hun skrev sin stærkt roste portrætbog om prins Henrik "Enegænger - portræt af en prins". Ansættelsesforholdet var da heller ikke uden problemer, da hun pludselig meddelte, at hun ville skrive en bog om kongehusets mest farverige skikkelse, røber hun i et stort interview i ugebladet Søndag.
Hun var klar over, at kollegerne ville finde drillepinden frem og vifte energisk med den.
- Jeg arbejdede oven i købet på Politiken, som nok er den mest republikanske adresse i København, så jeg vidste også, at jeg ville blive mobbet resten af mit liv, hvis jeg ikke lavede en virkelig god bog. Kollegerne syntes, det var evigt underholdende, at der pludselig var en medarbejder fra Politiken, der satte sig ned og skrev om én fra kongehuset. På den måde var der fagligt en masse udfordringer i det, som jeg selvfølgelig har taget med mig videre på en måde, hvor jeg tænker: Det kunne jeg altså godt, siger Stéphanie Surrugue til Søndag.