Stine Bjerre Jørgensen: Jeg vil være mere til stede med dem, jeg holder af
Den 35-årige TV 2-sportsjournalist Stine Bjerre Jørgensen bruger de sociale medier og sin mobiltelefon meget i hverdagen.
Men til gengæld har mobiltelefonen fyldt meget lidt under hendes nyligt overståede ferie på Maldiverne sammen med hendes forlovede, håndboldspiller Casper U. Mortensen.
- Der lagde vi mobiltelefonerne helt væk og tjekkede dem kun om morgenen og om aftenen. Normalt kigger jeg eddermame meget på min mobiltelefon, siger Stine Bjerre Jørgensen.
Mobiltelefonen får lov at ligge
Hun synes dog, det er vigtigt at holde fokus på ikke at være online hele tiden, når hun er sammen med de mennesker, der betyder mest for hende.
Derfor er det for hende også lig med at stresse af og koble fra, når mobiltelefonen får lov at ligge under ferien.
- Jeg gør det for at være mere til stede og sammen med de mennesker, jeg holder af, siger TV 2-journalisten.
Fridagene er intense
Det er nemlig kvalitetstid for hende at være sammen med hendes forlovede og familien, og hun har held til at jonglere det med arbejdslivet.
Stine Bjerre Jørgensen arbejder nemlig en uge ad gangen i Danmark, men er bosat i Tyskland, hvor hun så har nogle intense fridage.
Når hun er hjemme, sørger TV 2-journalisten derfor for at få trænet og være sammen med sine venner og sin forlovede.