3. mar. 2023
Af Caroline Andersen

Stod i farezonen til sidste liveshow: Det vil Nambahlou gøre anderledes i aften

Nambahlou
Nambahlou til sidste liveshow.
Foto: Dan Mariegaard
Nambahlou vil i aften synge en betydningsfuld sang for at undgå farezonen i “X Factor” igen.

“X Factor”-deltageren skal synge “Så længe jeg lever” af John Mogensen – og det er en sang, der betyder noget helt særligt for hende.

– Den sang jeg skal synge, er en sang, jeg har vidst, at jeg skulle synge i nogle uger, og som jeg glæder mig rigtig meget til at optræde med. Det er en dansk klassiker, som jeg er vokset op med, men som først er kommet helt tæt på nu, da jeg selv skulle synge den, fortæller Nambahlou til BILLED-BLADET.

Nambahlou beskriver rejsen i "X Factor" som en oplevelse, der både har gået op og ned.

– For mig er det at være med i “X Factor” en rutsjebane, hvor jeg får en masse erfaring og lærer mig selv bedre at kende gennem musik. Det går også mere og mere op for mig, hvor stor en ting det er at stå og spille foran så mange mennesker. Det betyder meget for mig at komme ud med noget, som er ærligt og som er noget, folk forhåbentlig kan mærke, uddyber Nambahlou til BILLED-BLADET.

"X Factor" løber over skærmen kl. 20 på TV 2 og på TV 2 PLAY.

Læs mere om: