Stor operation: Britt Bendixen må droppe Vild med dans
Når "Vild med dans" til efteråret igen løber over TV-skærmene, vil der mangle en vigtig deltager i det populære danseshow: 77-årige Britt Bendixen sidder ikke bag dommerbordet.
Det skriver tv2.dk.
Årsagen er, at Britt Bendixen i den kommende tid skal igennem en stor hjerteoperation.
Britt Bendixen: Jeg vidste det ikke
Britt Bendixen siger til tv2.dk:
- Jeg kan desværre ikke være med i "Vild med dans", fordi jeg skal have lavet en bypass-operation.
Britt Bendixen ønsker ikke at gå i detaljer, men tilføjer at hendes hjerteproblemer først blev opdaget inden for den seneste tid - og at hun ellers ikke ville have sagt ja til endnu en sæson.
- Jeg vidste ikke, der var noget galt med mit hjerte, siger Britt Bendixen, som dog forsikrer, at hun vil følge den nye sæson og alle danserne fra sidelinjen.
Britts helbred er det vigtigste
"Vild med dans"-redaktør, Thomas Richardt Strøbech, siger, at det "på alle måder er den ærgerligste besked", han har fået længe - men at Britts helbred naturligvis er det vigtigste.
- Jeg håber, hun får ro til at komme flot og hurtigt på benene igen, siger Thomas Richardt Strøbech.
Svær at erstatte
Nu skal man så finde en afløser for Britt - og det bliver ikke nemt.
- Britt Bendixen er jo ikke en dame, man bare lige erstatter, siger Strøbech, der nu med sit hold vil bruge noget tid på at finde ud af, hvad der så skal ske til efteråret.
Han efterlader ingen tvivl om, at alle vil komme til at savne Britt Bendixen både foran og bag ved skærmen.
- Hun er vellidt af alle, og hele holdet sender de bedste tanker hendes vej.