29. mar. 2021
Af Majken Munk

Stor udfordring venter: Korpset-deltager kan skrive historie

Dina Thorslund i "Korpset - gjort af det rette stof"
Dina Thorslund i "Korpset - gjort af det rette stof"
Foto: Lars E/TV 2
Bokseren Dina Thorslund står over for den vigtigste kamp i sin karriere. Hun skal nemlig kæmpe om endnu en verdensmestertitel.

For tiden viser Dina Thorslund, at hun kan klare en hel del, når hun sammen med de øvrige aspiranter bbliver presset i "Korpset - gjort af det rette stof" på TV 2.

Onsdag kunne hun afsløre, at der venter hende endnu en virkelig hård udfordring i fremtiden.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra TV 2.

I kamp

Den 27-årige bokser har nemlig afsløret sin næste kamp. Det bliver et brag om verdensmestertitlen i vægtklassen bantamvægt, hvor hun skal møde den argentinske Deborah Dionicius.

Det er en kamp, som hun ser meget frem til.

- Det er uden tvivl den største kamp i min karriere og en stor drøm for mig at kunne blive verdensmester i flere vægtklasser. Debora tilhører den absolutte verdenstop, så jeg skal være 110 procent forberedt for at få bæltet, siger Dina Thorslund.

Kan skrive historie

Dina Thorslund kan allerede bryste sig af en verdensmestertitel. Hun er nemlig forsvarende verdensmester i super bantamvægt.

Hvis hun vinder kampen over Deborah Dionicius kan hun skrive dansk boksehistorie. Hun kan blive den første danske bokser til at vinde et verdensmesterskab i flere vægtklasser siden Johnny Bredahl.

Kampen bliver vist på TV 2 Sport og TV 2 Play den 25. juni, hvor det afsløres, om Dina Thorslund bliver verdensmester.

Læs mere om: