Storfavorit ude af Vild med dans
Efter to lovende åbningsafsnit af Vild med dans og en overraskende selvvalgt exit fra skuespilleren Claes Kasper Bang, var det op til de resterende ti par at holde dampen oppe og undgå at blive de næste, der måtte sige farvel til konkurrencen.
Den selvudnævnte rouladekonditor Mette Blomsterberg åbnede aftenen med sin partner Michael Olesen med en jive, der var ganske fin og som bød på en sjælden kombination af højt tempo og kage.
Parret sluttede simpelthen deres elskelige optræden med at spise af et af Mettes konditorværker.
Mathilde Norholt og Thomas Evers Poulsen overtog derefter gulvet med en Paso Doble helt uden bagværk. Om det var den manglende kage eller den lidt usikre præstation fra parret,
der gjorde udslaget er uvist, men Mathilde og Thomas måtte nøjes med 11 points fra dommerne.
Dermed blev det favoritten og topscoreren fra første runde Maria Lucia og dansepartneren Morten Kjeldgaard. De dansede en underholdende tango, der efter dommernes mening manglede... tango.
Det gav en pointmæssig lussing, der pludselig placerede parret "nede" blandt konkurrenterne.
Så blev det jive-tid igen, og det var i dén grad noget, der passede musikeren og TV-værten Mattias Hundebøll. Han dansede Grease-dans som om han aldrig havde bestilt andet og med en frækhed, der
leder tankerne hen på den dameglade tegnefilm-ulv, der går på natklub, banker i bordet og pifter helt vildt af kvinderne. Han dansede med Mie Moltke, der næsten kom til at ligne en statist. Dommerne kunne lide det.
Sæsonens første quickstep stod bordtennis-drengepigen Mie Skov og Mads Vad for. Mie Skov imponerede, da hun dansede første gang, men denne gang havde dommerne det svært med nogle af hendes tekniske
færdigheder, og ligesom Maria Lucia og Morten Kjeldgaard kom parret ned på jorden efter deres fine start.
Skuespiller Charlotte Fich og danser Marc Christensen havde seernes skepsis fra sidste uge i baghovedet, da de gik på gulvet for at danse den fyrige Paso Doble. Iført tyrefægterkostumer og attitude
glædede de dommerne. De fik topkarakterer og dermed et godt udgangspunkt for ikke at ryge i omdans for anden uge i træk.
Fodboldlegenden Allan Simonsen skal virkelig sætte sin lid til, at Vild med dans-seerne sætter uendelig pris på hans indsats på landsholdet i 70'erne og 80'erne og omsætter det til stemmer af ren
national taknemmelighed, for han og partneren Sofie Kruuse har danseproblemer i en størrelsesorden, der er helt unik. Parret dansede en stiv og afsjælet tango, som virkelig satte dommernes positivitet på
prøve. Selv Britt Bendixen havde svært ved at finde en positiv vending, og det blev til fire points fra dommerne - sammenlagt, altså.
Så var der mere liv i den yngre fodboldgeneration personificeret ved Mads Laudrup og dansepartner Claudia Rex. De to virkede som livlige vårharer i deres jive, og dommerne genfandt humøret og de positive kommentarer.
De toner fortsatte, da komikeren Uffe Holm og partneren Karina Frimodt forlod dansegulvet som næstsidste par efter deres Paso Doble. Det var en anelse svært at se den normalt bevidst useriøse comedy-kendis
give den som alvorstung og fyrig sydlænding. Karakterene fra dommerne var da også middelmådige trods anstrengelserne.
En af feltets klart ivrigste danse-elever, skuespilleren Thomas Ernst, dansede tango med partneren Malene Østergaard. Thomas Ernst blev beskyldt for "at vælte rundt" af dommer Britt Bendixen, og det var svært at argumentere imod. Han var faktisk lige ved at falde på halen helt bogstaveligt undervejs i dansen, men fik rettet op i sidste øjeblik. Deres bombastiske dans endte med at få dårlige karakterer.
Alt i alt en virkelig blandet, men godt uderholdende, landhandel. Dommerne var dermed færdige med at bestemme. Hvis det stod til dem alene var Allan Simonsen og Sofie Kruuse fortid i Vild med dans,
mens Charlotte Fich og Marc Christensen kunne rende med rundens fidusbamse - men seerne sætter åbenbart uendelig pkampris på Allan Simonsens indsats på landsholdet i 70'erne og 80'erne og omsætter det til stemmer af ren national taknemmelighed. Danskerne sendte Maria Lucia og Morten Kjeldgaard ud i overlevelseskamp mod Mathilde Norholt og Thomas Evers Poulsen.
Ud røg Maria Lucia og Morten Kjeldgaard, og det har sendt solide chokbølger gennem danselærer-verdenen, for de var indiskutabelt IKKE aftenens dårligste dansere. Tak for kaffe og god debat, derude!