Tanja og Jørgen fra Nybyggerne: Derfor drømmer vi om at bo i Sønderborg
Det var en oplevelse for livet, da Tanja og Jørgen Fuglsang i foråret hev to måneder ud af kalenderen for at optage den nye sæson af ”Nybyggerne” til TV 2.
Det kreative og opfindsomme ægtepar holder til i det blå hus, og onsdag aften den 24. november bliver det afgjort, hvilket par som vinder ”Nybyggerne 2021”.
49-årige Jørgen og 47-årige Tanja bor til daglig i en 70’er villa i Silkeborg med deres to sønner, Birk, 17, og Henrik, 15, men de drømmer om at flytte til naturskønne Sønderborg.
- Det er ikke fordi, der ikke er smukt i Silkeborg, men der er bare meget mere vand i Sønderborg, og vi benytter vandet en del, siger Tanja til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Både vi og vores drenge er tossede med alt, der har med vand og sejlsport at gøre, og det er lidt svært at sejle ret langt på Silkeborgsøerne!
En fantastisk by
Tanja og Jørgen er det ældste par i sæson 7 af ”Nybyggerne”, og de krydser fingre for, at netop de løber med drømmehuset i Sønderborg.
- Det er jo en fantastisk by med smuk natur, og vi vil gerne flytte derned, hvis vi vinder huset. Vi knokler løs i øjeblikket og har gjort det i mange år, fortæller Jørgen og tilføjer med et smil:
- Men vi håber på, at vi kan flytte til Sønderborg, skære lidt ned på arbejdstiden og få købt en sejlbåd.
Sådan bliver finalen
Det niende og sidste afsnit af ”Nybyggerne” sendes onsdag den 24. november på TV 2 kl. 20.00.
Lige efter, fra kl. 20.50-21.30, bliver ”Nybyggerne”-finalen sendt live fra Sønderborg.
Her bliver det afgjort på direkte tv, hvilket af de fire par som vinder drømmehuset og ”Nybyggerne 2021”.