19. okt. 2013
Af Preben Petersen

Thomas Ernst ude af Vild med dans

Thomas Ernst og Malene Østergaard
Thomas Ernst og Malene Østergaard
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Vild med dans - eller Vild med Allan, om du vil - er nu halvvejs gennem en spøjs sæson. Seks par er tilbage.

De syv tilbageværende par i Vild med dans skulle bruge den brasilianske samba til at skille sig af med endnu et par, så feltet på næste fredag er halveret. Samtidig skulle de fire dommere ud i deres ugentlige kamp mod seernes spøjse kærlighedsforhold til Allan Simonsen - en kamp, dommerne har tabt hver uge.

Thomas Ernst og Malene Østergaard lagde ud med at forsøge at forhindre en gentagelse af sidste uges omdans med en højt gearet samba, der efterlod et indtryk af mange bevægelser. Dommerne kvitterede med 22 points.

Så fulgte Mette Blomsterberg - gul som en sydamerikansk sommersol - og Michael Olesen. Med en charmerende og livsglad indstilling til deres dejligt danske samba vandt de dommernes hjerter i højere grad end deres forgængere. 30 points.

Neonfarverne og Mathilde Norholts ynde sprang i øjnene, da hun og Thomas Evers Poulsen derefter i fællesskab overvandt Mathildes angst for løft med en i dommernes øjne gennemsnitlig samba. Parret fik 25 points.

Så blev det Allan Simonsens tur sammen med Sofie Kruuse. Der VAR dansefremskridt at spore hos spurven fra Vejle - det kunne også kun gå dén vej. Dommerne belønnede parrets samba, der ledte tankerne mere i retning af Ringsted end Rio, med 12 points. En forbedring af Allan Simonsens tidligere pointrekord med hele 50 %.

Allan Simonsen og Sofie Kruuse
Allan Simonsen og Sofie Kruuse
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET

Med Allan Simonsen frisk i erindring kunne komikeren Uffe Holm uden problemer fremstå som en smidig, fyrig, solbrændt indfødt brasilianer med mange års sambaerfaring. Dommerne købte billedet trods en gennemsnitlig præstation og gav dem en foreløbig andenplads med 28 points. Måske spillede Uffe Holms overraskende seriøse indstilling til sin deltagelse også ind, og dét fortjener han points for.

Feltets bedst matchede par Mads Laudrup og Claudia Rex viste deres sædvanlige ordentlighed og leverede en samba, der bar præg af, at de bare VIL gøre deres bedste hver gang. Det rakte dog ikke til at stjæle andenpladsen fra Uffe Holm. De fik 26 points.

Sidste par var endnu et par vindertyper - bordtennisspiller Mie Skov og Vild med dans-veteranen Mads Vad. De var bare gode. Det var ærligt talt ikke til at se, at den ene er danser og den anden er bordtennisspiller. De var helt ligeværdige på danegulvet. Dommerne var enige og gav dem aftenens højeste score, 37 points (deriblandt sæsonens første 10-tal), for flotte dansekundskaber - en egenskab, der ikke har haft megen betydning for de endelige afgørelser i dette års Vild med dans. Og dermed gik seerne i gang med at stemme.

Mie Skov og Mads Vad
Mie Skov og Mads Vad
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET

Traditionen tro stemte seerne Allan Simonsen og Sofie Kruuse sikkert videre og efterlod Thomas Ernst og Malene Østergaard i omdans mod Mathilde Norholt og Thomas Evers Poulsen i omdans. Den duel tabte Thomas Ernst og Malene Østergaard.

Hovedpersonen Allan Simonsen ryger heller ikke ud i næste runde, for alle par er fredet ved det store Knæk Cancer-show på fredag.

Læs mere om: