
Thomas Evers Poulsen havde set den komme – og én ting er han lykkelig for

- Jeg har lige haft TV 2 Nyhederne på besøg. Det er ikke sket, siden jeg dansede med Annemette Rasmussen i 2008, lyder det med et grin fra Thomas Evers Poulsen, da BILLED-BLADET fanger ham på telefonen.
”Vild med dans” har været en fast del af hans liv i 20 år, men nu er det snart slut.
TV 2 har meldt ud, at ”Vild med dans” slutter til efteråret med sæson 22, og nu sætter den professionelle danser ord på TV 2’s beslutning.
- Jeg har vidst det i en lille uges tid, og jeg havde jo nok lidt ventet det. For det første har de været meget længe om at beslutte sig, og hvis man har en strategi med noget, er man ikke så længe om det, siger Thomas Evers Poulsen og tilføjer:
- Jeg tænkte allerede efter sæson 20, at de måske ville stoppe ”Vild med dans” eller holde en pause. Men jeg synes, det er fedt, at de melder ud, at det er sidste gang, og at de giver den fuld gas med et afdansningsbal i Horsens. Det er vildt fedt!
Den 47-årige professionelle danser er taknemmelig for, at han har været en del af ”Vild med dans” siden begyndelsen.
- Det har kørt i 20 år, så det i sig selv er en præstation ud over det sædvanlige, særligt også, når det handler om dans. Og tiden ændrer sig jo, og folk ser tv på en anden måde og streamer i stedet for at se flow tv. Så det er en forståelig udvikling, fortæller Thomas Evers Poulsen, som er lykkelig over, at han er med i den allersidste sæson:
- Det er jeg enormt glad for. Men man kunne jo næsten heller ikke have lavet en sidste sæson uden mig, udbryder han med et grin.

Thomas Evers Poulsen fik sin debut i TV 2’s populære danseprogram i 2005, og til efteråret står han der for sidste gang.
Sidste år dansede han med "Årgang 0"-stjernen Rachel Ellebye.

