TILLYKKE: Cecilie Frøkjær fylder 48 år
En TV-darling af de største fejrer fødselsdag torsdag – for Cecilie Frøkjær fylder 48 år. Det sker midt i et spændende år for TV 2-værten.
Ved årsskiftet blev Cecilie Frøkjær selvstændig, og det betyder, at hun er tilknyttet TV 2 på en måde, så hun kan udforske nye veje, holde foredrag, skrive bøger og undervise.
Heldigvis dukker hun stadig op på TV, og til juni begynder Cecilie optagelserne til et helt nyt program. Hun er vært på ”Samme tid – næste år”, hvor modige mennesker skal forfølge deres livs drøm og forandre deres liv på 12 måneder.
- Vi har allesammen ønsker og mål her i livet, og det er dejligt at spejle sig i andre og blive inspireret af deres måde at tackle drømmene på. Så det her program er for mig både en faglig udfordring og med et indhold, som interesserer mig. Og så kan jeg bare rigtig godt lide at tale med mennesker om dét, der betyder noget for dem, fortalte Cecilie for nylig til BILLED-BLADET.
Dagens fødselar kan desuden fejre 20-års jubilæum på TV. Tilbage i 1996 debuterede hun i ”Go’ morgen Danmark” med TV-makkeren Michael Meyerheim.
Privat danner Cecilie Frøkjær par med TV 2-kollegaen Michael Robak. Hun er mor til børnene Mikkel på 14 og Sara på 11 år, som hun har med eksmanden Lars Daneskov.
BILLED-BLADET ønsker stort tillykke med fødselsdagen!