21. jul. 2017
Af Karina Didriksen

TILLYKKE: Mikael Kamber fylder 50 år

Mikael Kamber.
Mikael Kamber.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
TV 2-nyhedsværten Mikael Kamber kan den 21. juli fejre sin 50-års fødselsdag.

Mikael Kamber runder fredag den 21. juli et skarpt hjørne. Han fylder 50 år og kan se tilbage på en lang og flot karriere.

Han er født i Fredericia, men flyttede som barn til Fanø med sin familie. Her vendte han som voksen tilbage til, da han fra 2007-2010 var chefredaktør og administrerende direktør for JydskeVestkysten.

Det er dog som nyhedsvært, at danskerne kender Mikael Kamber bedst. Han blev i 1998 ansat på TV 2, hvor han startede på Dags Dato.

Vendte tilbage på skærmen

Inden da var Mikael Kamber ansat hos DRs TV Avisen i fem år, og han havde også været forbi TV Syd.

I 2006 var han med til at starte TV 2 NEWS op, men året efter valgte han at forlade jobbet på TV-stationen for i stedet at arbejde hos JydskeVestkysten.

Han blev medieredaktør på DR i 2010, og i 2012 vendte han tilbage på skærmen som vært på TV 2 News. I dag er Mikael Kamber vært på 19 Nyhederne.

I 2014 vandt den populære nyhedsvært BILLED-BLADETs TV-GULD-pris for årets bedste mandlige nyhedsvært.

Prøver indslag af på døtrene

Privat har Mikael Kamber siden 1997 været gift med Annette, der er tandlæge. Parret bor på Christianshavn med døtrene Feline, 15, og Malou, 11.

Nyhedsværtens to piger har arvet deres fars interesse for journalistikken.

– De ser nyheder og ser næsten 19’eren fast. Og det er enormt sjovt at prøve indslag af på mine børn og forsøge at få fortalt en historie, så de forstår den.

- Hvis jeg kommer hjem, og mine børn har forstået pointerne i udsendelsen, så har jeg ikke haft en helt dårlig dag, har Mikael Kamber tidligere udtalt til BILLED-BLADET.

BILLED-BLADET ønsker Mikael Kamber stort tillykke med den runde dag.

Læs mere om: