12. apr. 2024
Af Majken Munk

Tine Gøtzsche blev en seerfavorit: Det er Forræder endt med at betyde for hende

Tine Gøtzsche
Tine Gøtzsche
Foto: Blu/ TV 2
I første sæson af ”Forræder” endte Tine Gøtzsche som en seerfavorit, og faktisk er TV 2-programmet endt med at få en særlig plads i hendes hjerte.

Det var ikke til at vide, hvad der ventede de danske tv-seere, da TV 2 i sommeren 2023 havde premiere på underholdningsprogrammet ”Forræder”.

Men det endte med at blive en seermagnet og noget, som mange med sikkerhed talte om ved kaffemaskinen om morgenen på arbejdspladsen.

Fredag den 12. april er TV 2 klar med en ny sæson.

Da kanalen første gang viste programmet, var der særligt én af deltagerne, der endte med at få stor succes både i programmet og uden for det.

Det var Tine Gøtzsche, som var blandt de tre udvalgte forrædere.

Når hun ser tilbage på sin tid i TV 2-programmet, er der meget, hun kan glæde sig over. For ”Forræder” er endt med at betyde en hel del for hende.

- Jeg er superglad for, at jeg sagde ja til lige præcis det her. Jeg skal være ærlig at sige, jeg har fået henvendelser før, men jeg har ikke sagt ja før. Det her var så anderledes og spændende, fortalte Tine Gøtzsche til BILLED-BLADET i begyndelsen af 2024.

- Så synes jeg bare, at nu hvor jeg endelig sagde ja, har det været fantastisk at mærke, hvor kæmpestor opbakning, der har været til det program. Noget af det, jeg synes, er allerskønnest er, hvor mange familier, der har samlet sig om det her. Jeg tror faktisk, at ”familien Danmark” – hvis man kan tale om dem – har manglet noget at se sammen, og der tror jeg, at ”Forræder” kom til at spille en rolle, tilføjer hun.

Tine Gøtzsche har virkelig mærket seernes gunst, efter programmet blev sendt.

- Der er jo fædre, der spørger om billeder til deres børn. Der er børn, der er klædt ud som mig til Halloween. Jeg er helt overvældet. Sådan går det ikke, når man er vært på TV Avisen, vil jeg bare sige. Børn stopper mig på gaden. Jeg lever jo af at lave konferencer for erhvervsvirksomheder, og direktørerne skal jo have billeder til deres børn. Det er jo helt skørt. Pludselig står jeg midt i en konference om grøn omstilling i erhvervslivet, og så skal direktøren lige have et billede til sin datter. Det er på tværs af alt. Det er det, vi kalder en segmentknuser, lød det fra Tine Gøtzsche.

-Det har været helt vildt, og jeg tror, det er fordi det har ramt et eller andet med at se noget sammen på tværs af generationer. Det er lidt svært at ramme, men det har vi gjort, tilføjede hun.

I bagklogskabens klare lys har ”Forræder” været med til, at Tine Gøtzsche måske ikke er så nervøs for at springe ud i nye eventyr.

- Det var i meget høj grad min søn, der fik lov til at bestemme, for han sagde, at jeg skulle være med til det. Han har været lidt frustreret over nogle af de ting, jeg sagde nej til. Så tænkte jeg, hvorfor går jeg egentlig også altid rundt og siger nej? Så tænkte jeg, at jeg er en fri fugl, som kan sige ja til det, jeg vil. Så nu prøver jeg sgu det. Jeg har ikke tænkt, at det skal føre meget videre end det. Jeg har nydt hvert sekund af det. Det er fantastisk at få lov til at komme til Reality Awards. Det er ikke alle TVA-værter, der lige får lov til det. Tænk at få lov til at prøve noget helt andet, fortalte hun.

Læs mere om: