Tinka-stjernen Neel Rønholt har helt særlige juleplaner med døtrene
Neel Rønholt er tilbage på skærmen i december, hvor hun spiller Tinkas plejemor Nille i ”Tinka og Sjælens spejl”.
Den 38-årige skuespiller ser nu frem til, at hun skal se TV 2-julekalenderen med sine to børn.
Sammen med skuespilleren Jens Sætter-Lassen har hun døtrene Ellen på otte et halvt år og Franka på snart fem år.
- Vi skal helt klart se julekalenderen sammen. Ellen er i hvert fald stor nok til det, og Franka kan også få noget ud af det. Det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Neel Rønholt med et smil til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Jeg tror, vi skal se de første to julekalendere på TV 2 Play inden. Men vi har dem også på dvd.
Sjovt at vise børnene
Mange børn ville måske synes, det var sejt at have en mor, der medvirker i en julekalender, men Neel Rønholts børn er efterhånden vant til hendes arbejde.
- De har altid været rigtig gode til at skelne imellem, at det er et arbejde. Men de synes, det er sjovt, og jeg synes også, det er sjovt at lave noget, som de kan se, siger hun og fortsætter:
- Det er hyggeligt, og deres legekammerater synes også, at det er sjovt.