14. jan. 2022
Af Majken Munk

Tobias rørte X Factor-dommerne: Derfor blev han chokeret

Tobias Floor Dahlfelt i "X Factor"
Tobias Floor Dahlfelt i "X Factor"
Foto: TV 2 DANMARK ©
21-årige Tobias Floor Dahlfelt gjorde øjnene våde på både Thomas Blachman, Kwamie Liv og ikke mindst sin far Torben, da han var til audition på ”X Factor”.

”X Factor”-auditions synger på sidste vers.

I tredje afsnit af årets ”X Factor” rører Tobias Floor Dahlfelt fra Farum dommerne, selv om hans audition også giver anledning til en mindre kontrovers.

Meldte sig til

Tilbage i 2015 meldte 21-årige Tobias Floor Dahlfelt sig første gang til ”X Factor”. Dengang gik han ikke videre.

Siden har han flere gange overvejet at melde sig til igen, men det var først i starten af 2021, at han tog springet.

Efter en precasting kom han til dagen, hvor han skulle ind foran dommertrioen for første gang, og da det blev hans tur, meldte nerverne sig.

- Vi var der tidligt og lavede optagelser med Sofie Linde, der bød velkommen. Så sætter vi os ind og venter. Jeg er ikke nervøs der. Jeg var ikke skræmt over det, fortæller Tobias Floor Dahlfelt til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Men så kom der en ansvarlig og sagde: ”Ja Tobias, det er din tur nu”, så gik et sus igennem kroppen. Shit nu er det nu.

Bliver stoppet

Efter en kort snak med dommerne blandt andet om styrken på sine briller, begyndte Tobias Floor Dahlfelt sin sang.

Men undervejs stopper Martin Jensen ham, for at få ham til synge uden at spille på guitar. Det begejstrer ikke de to andre dommere.

https://imgix.billedbladet.dk/4_foto_tv2_tobiasfloor_iartiklen.jpg
Tobias Floor Dahlfelt blev stoppet midt i sangen.
Foto: TV 2 DANMARK ©

- Jeg husker det faktisk virkelig klart. Jeg når at spille et vers og et omkvæd, og jeg når lige akkurat at blive færdig med omkvædet, da Martin Jensen siger stop. Jeg tænkte bare: ”Hvad fanden mener du?”. Jeg blev overrasket og chokeret over at blive stoppet, fortæller han.

Tårerne triller

Han bliver dog hjulpet på vej af en krammer fra Blachman, som også udtrykker, at han – ligesom Kwamie Liv – bliver rørt af Tobias Floor Dahlfelts sang.

- Blachman er ved at græde. What! Jeg har da fået min far og søster til at græde, fordi de er stolte af mig, men aldrig fremmede. Det har jeg aldrig oplevet. Jeg blev selv rørt og lidt genert over det. Det var meget overvældende, fortæller han.

https://imgix.billedbladet.dk/3_foto_tv2_tobiasfloor3_iartiklen.jpg
Thomas Blachman blev så rørt over Tobias Floor Dahlfelts sang, at han måtte give ham et kram.
Foto: TV 2 DANMARK ©

Da han har fået tre ja’er af dommerpanelet, venter der endnu flere tårer på den anden side af døren. For Tobias Floor Dahlfelts far Torben er også meget rørt.

- Det glæder mig altid at se min familie blive glad for det, jeg kan præstere. Det viser overfor mig, at de holder af mig, fortæller han og fortsætter:

- De blev virkelig, virkelig glade over, at jeg gik videre. Min familie og min kæreste er bare stolte og glade på mine vegne.

Sang til kæresten

Tobias Floor Dahlfelt fik opbakning af sin far Torben, mor Stine og sin storesøster Cecilie, men også af kæresten gennem halvandet år Lærke.

Sangen, som Tobias Floor Dahlfelt sang, handlede på en måde om kæresten Lærke.

- Sangen hedder “Half a man” og er af Dean Lewis. Den handler om, at man ikke kan elske, når man ikke rigtigt ved, hvem man er. Jeg var næsten lige kommet ud af mit tidligere forhold, da jeg begyndte at snakke med min nuværende kæreste. Inden vi blev kærester, var vi to vidt forskellige steder i vores liv. Jeg var ikke klar til et nyt forhold, men følte heller ikke jeg bare kunne lade hende gå, hvilket også er det sangen betyder for mig, fortæller han.

- Men nu er vi kærester. Så alt er godt, uddyber han og griner.

Hvordan det går Tobias Floor Dahlfelt i ”X Factor”, kan du følge, når ”X Factor” sendes fredage klokken 20.00 på TV 2.

Læs mere om: