Troels Kløvedal bliver stjerne på ny TV-kanal
Når TV 2s nye kanal TV 2 FRI er i luften i 2013, venter der bl.a. seerne en unik programserie, hvor sømanden, forfatteren, filmmanden og foredragsholderen Troels Kløvedal åbner Danmark for seerne på sin helt egen måde på en tur rundt i landet med det stolte skib Nordkaperen. Denne tur bliver til programserien "Mit Danmark", som bliver sendt på TV 2 FRI næste år.
Om programserien "Mit Danmark" siger Troels Kløvedal:
- Jeg vil rundt i landet og fortælle noget om alt det, som betyder noget for mig og for danskerne. Jeg vil gennemsejle det danske landskab, når det er smukkest, og jeg vil tale med spændende danskere om deres land, deres gode liv og deres historie. Jeg vil bl.a. fortælle om den danske udlængsel gennem Aksel Sandemose i Nykøbing Mors, og jeg fortæller dansk søfartshistorie, hvor det falder naturligt.
- Jeg var straks med på ideen fra TV 2. Det er en fin måde at komme hjem til Danmark - for mig og Nordkaperen. Selv om jeg har sejlet over hele verden, kender jeg Danmark og vores 7.200 kilometer kystlinje bedre end de fleste. Jeg vil folde Danmark ud, når det er allerbedst, siger Troels Kløvedal, der hvert år holder masser af foredrag i Danmark for et enormt publikum.