16. jan. 2023
Af Majken Munk

Troels Vang er med i De danske kamppiloter, men han må desværre komme med skuffende melding

Troels Krohn Deli Vang
Troels Krohn Deli Vang
Foto: STV Productions/TV 2
Troels Krohn Deli Vang er en del af TV 2-programmet ”De danske kamppiloter”, som giver et unikt indblik i livet som kamppilot.

De fleste kender nok bedst Troels Krohn Deli Vang som Mascha Vangs mand.

Men i en årrække har han gjort karriere som kamppilot, og i kraft af sit arbejde er han en del af et nyt TV 2-program.

Nu sætter han ord på, hvorfor han er med.

En lille del

TV 2 har ikke holdt det hemmeligt, at Troels Krohn Deli Vang er en del af ”De danske kamppiloter”, men han sætter streg under, at han faktisk ikke er en stor del af programmet.

- Det er simpelthen bare mit arbejde. Fordi mit billede er på tv-guiden for programmet, tror alle, at det er mit program, men det er det altså ikke. Det er ikke for at skuffe nogle, men jeg er kun en lille del af programmet, fortæller han til BILLED-BLADET.

- Det er en dokumentarserie i samarbejde med Flyvevåbnet, som hedder ”De danske kamppiloter”. Der er ligesom tre spor i det; Man følger de unge elever, som skal flyve de store kampfly, når de bliver store, så følger man vores testpilot i USA med de nye kampfly, som kommer til Danmark snart, og så er der nogle historier fra os erfarne rotter i F16, hvor vi fortæller om alt det, vi har oplevet i vores tid. Jeg har en lille del, hvor jeg fortæller om mine oplevelser i krig, uddyber han.

Mandag den 16. januar og de tre kommende mandage sendes ”De danske kamppiloter” på TV 2 klokken 20.50.

Unikt indblik

Naturligvis er Troels Krohn Deli Vang begejstret for det nye program.

Han understreger, at noget helt særligt ved programmet er, at programmet viser nogle sjældne sider af at være kamppilot.

Dem, der har lavet programmet, har nemlig fået lov at være med der, hvor der hersker mest mystik og flest hemmeligheder.

- Det er noget, der er optaget over en længere periode. De har fulgt os længe, dem der har lavet det program. De har nogle ret unikke indslag om flyvevåbnet, man ikke ser så tit. Det er et sted, som de fleste ikke får lov til at få indsigt i. Det er ret unikt, at de har fået lov at følge os i USA med de nye F35-kampfly, som jo er omgivet af meget mystik og hemmeligheder. Jeg ville synes, det var meget interessant. Jeg kan varmt anbefale det, fortæller Troels Krohn Deli Vang.

Læs mere om: