TV 2 bekræfter: Pernille Rosendahl med i Toppen af poppen
Efter sommerferien kan vi se frem til en ny sæson af TV 2’s populære program ”Toppen af poppen”.
En gruppe kendte danske musikere mødes og fortolker hinandens sange, og nu har TV 2 løftet sløret for, at sangerinden Pernille Rosendahl deltager i ”Toppen af poppen” 2018.
- Jeg synes, det kunne være sjovt. Jeg hylder idéen om, at man kan få lov til at spille originalt materiale på landsdækkende TV. Man kommer jo helt ned i motorrummet hos musikere og sangskrivere, siger Pernille Rosendahl til TV 2.
Inspireret af stor kvindelig kunstner
Indtil videre er de andre deltagere af denne sæson ”Toppen af poppen” endnu hemmelige, men TV 2 skriver blandt andet, at en af deltagerne er en stor kvindelig kunstner.
Mange store stjerner har gennem tiden deltaget i ”Toppen af poppen”, og i galleriet nedenunder kan du se et udpluk af deltagerne fra de tidligere sæsoner.
Den nye sæson af ”Toppen af poppen” bliver sendt på TV 2 i efteråret 2018.