TV 2-chef: Det kræver boller at være Allan Simonsen
Torsdag morgen var underholdningschef Gitte Madsen i ”Go’ Morgen Danmark”, hvor hun gav igen på kritikken af Allan Simonsens deltagelse i ”Vild med dans”.
- Konkurrencen handler jo om at lære at danse, og i den henseende ser jeg Allan Simonsen som en deltager, som træner hårdt, som arbejder passioneret, og som giver den et ordentligt skrald hver fredag.
Og på den måde er han fuldt ud kvalificeret til at være i med ”Vild med dans”, argumenterer underholdningschefen, der supplerer:
- Det er et underholdningsprogram, og dansen er jo bare vores alibi for at lave gode personlige portrætter af en række kendte danskere og fortælle historien om ”Den Grimme Ælling”.
- Det er ikke for sjov, at vi kalder dem ”Danmarks modigste dansere”; det kræver boller at være Allan Simonsen for tiden, for folk reagerer jo som om, han har væltet regeringen med de bare næver.
”Hvem vil være millionær”-værten Hans Pilgaard, der selv har været deltager i ”Vild med dans” er helt enig.
- Jeg har stor kærlighed til Allan Simonsen. Jeg kan jo se, hvor meget han kæmper, og jeg synes, folk skal holde op med at hakke på ham. De kan jo bare lade være med at stemme på ham, hvis de ikke synes, han skal gå videre.