21. mar. 2020
Af Laura Dalgård Hansen

TV 2 dropper kanal og sender mere underholdning

Jens Jacobsen Tychsen som Hr. Weyse 
Jens Jacobsen Tychsen som Hr. Weyse
Foto: Mike Kollöffel
TV 2's seere kan se frem til mere familieunderholdning i form af blandt andet "Badehotellet" og "Far til fire"-filmene. Og så bliver TV 2 Sport X i en periode lavet om til en filmkanal.

Coronavirussen har ført til en anderledes hverdag for mange, men nu er der heldigvis godt nyt til dem, der har efterspurgt mere underholdning i fjernsynet.

På TV 2's kanaler kan man nemlig glæde sig til, at der i den kommende tid vil blive sendt mere underholdning for hele familien. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Gensyn med Badehotellet

På hovedkanalen kan man de næste mange lørdage se frem til et skønt gensyn med "Badehotellet", for man har valgt at genudsende både sæson 3 og 4 af den populære serie. Det første afsnit bliver sendt lørdag den 28. marts.

Samtidig vil den nye sportskanal, TV 2 Sport X, midlertidigt blive til en filmkanal med 16 timers underholdning hver dag.

På sportskanalen vil man kunne se blandt andet ”Klovn Forever”, ”Alle for én”, ”Alle for to” og ”Alle for tre”.

Nostalgi med Far til fire

Også på TV 2 Charlie bliver der skruet op for underholdningen, for her vil man kunne se eller gense alle de otte originale "Far til fire”-film.

På TV 2 Zulu er der også film for hele familien. Hver eftermiddag sender kanalen nemlig en animationsfilm, og indtil videre kan man se frem til at hygge med blandt andre ”Garfield”, ”Shrek” og ”Madagaskar”.

Læs mere om: