2. sep. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

TV 2 har taget atypisk valg i Vild med dans: Nu forklarer de

Andreas Bo Pedersen og Camilla Dalsgaard. 
Andreas Bo Pedersen og Camilla Dalsgaard.
Foto: Henrik Ohsten/TV 2
For første gang nogensinde er der flere mandlige nydansere med i "Vild med dans" end kvindelige. Nu forklarer TV 2 det atypiske valg.

Der er ikke mange fredage til, at ”Vild med dans” vender tilbage på TV 2, og nu er nydanserne blevet afsløret.

Der er i år 10 par, som skal kæmpe om sejren, men afsløringen af parrene viser også, at TV 2 i forbindelse med udvælgelsen af deres deltagere har taget et atypisk valg.

Normalt plejer der at være lige mange kvindelige og mandlige nydansere – og dermed også lige mange kvindelige og mandlige professionelle dansere.

Men sådan er det ikke i år, for blandt nydanserne er der denne gang hele seks mænd og ’kun’ fire kvinder. Samtidig er der modsat seks kvindelige professionelle dansere og kun fire mandlige.

Ifølge TV 2 er der ikke et klart svar på, hvorfor fordelingen er skæv i år, udover at man synes, årets sammensætning udgjorde det bedste cast.

Det er hvert år et stor puslespil, der skal gå op, og de ti nydansere er valgt ud fra en ambition om at have en spændende og forskelligartet gruppe mennesker med, som samtidig kan spærre kalenderen i potentielt mange uger i løbet af efteråret.

- Vi har glædet os til at løfte sløret for, hvem der er årets 10 modige nydansere i jubilæumssæson af ’Vild med dans’. Nydanser-holdet består i år af seks mænd og fire kvinder, der alle har sagt ja til at kaste sig ud i en ny livsudfordring, og som hver især kommer til at bidrage med deres helt unikke og fantastiske personligheder i programmet i selskab med årets 10 fremragende professionelle dansere, siger redaktør Thomas Strøbech.

Det er aldrig tidligere set i ”Vild med dans”-historien, at der er flere mandlige nydansere end kvindelige.

Til gengæld var der i både sæson 1, sæson 4 og sæson 9 et overtal af kvindelige nydansere.

De første 19 sæsoner af ”Vild med dans” er blevet vundet af 10 kvindelige nydansere og 9 mandlige nydansere.

Der er premiere på sæson 20 af ”Vild med dans” fredag den 22. september.

Læs mere om: