5. jul. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

TV 2 med endnu en ændring: Her kan du se næste afsnit af Dag & Nat

Sofie Gråbøl i "Dag & Nat"
Sofie Gråbøl i "Dag & Nat"
Foto: TV 2
På grund af mindehøjtideligheden ved Field's tirsdag aften sender TV 2 alligevel ikke afsnit seks af "Dag & Nat".

Skuddramaet i Field's søndag 3. juli har været på alles læber, siden offentligheden fik kendskab til de tragiske hændelser søndag aften.

Tragedien blev dækket massivt på blandt andet TV 2, TV 2 News og DR, og det betød med god grund, at der blev lavet om på sendefladen.

Mindehøjtidelighed foran Field's

Afsnit seks af "Dag & Nat", som skulle have været sendt søndag aften 3. juli, blev derfor rykket, og mandag fremgik det af TV 2's sendeplan, at programmet ville blive sendt tirsdag aften i stedet for.

Men siden da er det kommet frem, at der skal være mindehøjtidelighed ved Field's, og det kan selvfølgelig ses på blandt andet TV 2, som sender derfra fra klokken 19.45.

Normal sendetid

Det betyder samtidig, at afsnit seks af "Dag & Nat" alligevel ikke bliver sendt tirsdag aften.

TV 2 oplyser tirsdag eftermiddag, at programmet i stedet vil blive sendt til normal tid søndag aften 10. juli klokken 20.00.

Syvende afsnit bliver så i stedet sendt søndag 17. juli, mens ottende og sidste afsnit kan ses på TV 2 søndag 24.juli. Det sidste program kan dog først ses fra klokken 21.25, fordi TV 2 forinden sender sidste etape af årets Tour de France.

Læs mere om: