TV 2s nye weekend-værter: Vi fik drømmejobbet
- To stærke og lækre kvinder - det er det, der skal til!
Felix Smith smiler bredt i smørhullet mellem Christiane Schaumburg-Müller og Sara Bro. Den 35-årige TV-vært, som i årevis har stået i spidsen for fredag aften på DR, står nu op med familien Danmark på TV 2. Lørdag morgen klokken ni går han i luften med det helt nye program "Weekend weekend" med d'damer Schaumburg-Müller, 29, og Bro, 37. Og han nyder det gode selskab.
Skiftede til rivalen
- Det er så dejligt. Jeg har været meget enspænder i de programmer, jeg har lavet de sidste mange år, så for mig er det en luksus, at der endelig er nogen, der synes, jeg skal have lov til at føre en samtale med andre mennesker. Jeg glæder mig til at have nogen at snakke med, udbryder Felix Smith, som valgte at sige op på DR efter syv år i primetime med programmer som "Talent" og "Skjulte stjerner", fordi han trængte til nye udfordringer.
Og Felix skal nok få kamp til sit snakketøj. Trekløveret kendte hinanden godt i forvejen, og de seneste ugers travle arbejde med programmet har rystet dem endnu bedre sammen.
- Én ting er sikkert: Der bliver aldrig stille i vores program, siger Felix og kigger på sine medværter, der blankt erkender, at de taler meget.
Tre forskellige og unikke værter
De tre værter præsenterer "Weekend Weekend" som en utraditionel blanding af et talkshow og et magasinprogram. Der kommer live-publikum på, og det bliver et meget personligt morgenprogram, som tager udgangspunkt i de tre værter. Både Felix og Sara har tidligere lavet radio, hvor det er altafgørende, at man giver noget af sig selv, mens Christiane kun har prøvet at være vært på stort formaterede TV-shows som "Vild med dans".
- Det bliver noget helt nyt for mig, men det bliver en fantastisk udfordring. Jeg skal bare være mig selv. Vi overvejede, om vi skulle definere os i roller, men vi fandt hurtigt ud af, at det kan vi ikke. Vi vil ikke sættes i bås, og vi er rent faktisk vidt forskellige, når vi bare er os selv, forklarer Christiane.
- For mig er det et drømmejob. Der findes ikke noget større end at få lov til at bestemme, hvordan programmet skal være, mener Sara, og Felix nikker:
- Vi laver pionerarbejde og har fået en legeplads at boltre os på. Jeg må indrømme, at jeg har haft søvnløse øjeblikke over, at vi skal sidde tre mennesker og kæmpe om sendetid, men jeg er positivt overrasket over den lethed, det fungerer med.