Uso og Jenna Bagge måtte sige farvel til Vild med dans
Det fjerde ”Vild med dans”-show blev endestationen for rapperen Uso og partneren Jenna Bagge, der i denne sæson havde sin debut som professionel danser i den populære fredagsdyst. Uso har igennem flere programmer fået ros af dommerne for sin gode rytmesans og musikforståelse, men denne aften gik den altså ikke længere – parret tabte i omdans til Besir Zeciri og Mie Moltke.
Aftenen sluttede således traditionelt med, at man måtte sige farvel til et par – men helt op til starten af programmet var det tvivlsomt, om konkurrencen overhovedet ville blive afviklet som planlagt.
Om det var 10 eller ni par, der skulle på gulvet fredag aften, blev nemlig først afgjort kort før programstart – Line Kruse havde ved torsdagens træning med Michael Olesen pådraget sig et par trykkede ribben og en forstuvet mavemuskel, så fredagen kunne desværre ikke kun bruges på dansetræning, men blev også brugt på undersøgelser, behandling og ændring af parrets koreografi, så man kunne tage hensyn til skaderne.
Som dagen skred frem, viste det sig, at Line Kruse godt kunne danse alligevel, og parret kastede sig ud i en pasodoble som det andet par på gulvet. Det blev belønnet med stort bifald fra publikum efter dansen, og 18 point fra dommerne. Line Kruse blev meget rørt over den flotte karakter og opbakningen i studiet.
- Der var temperament, passion, sensualitet og så førte du dig ekstremt godt, roste Nikolaj Hübbe den uheldsramte Line Kruse.
Jens Werner mente, at niveauet i ”Vild med dans” i år generelt er meget højt, og roste parret for at de leverede varen, hvad angik det tekniske. Han efterlyste dog også, at Line Kruse lever sig mere ind i dansen.
Johannes og Claudia vakte lykke i pasodoble
Blandt de andre par, der begav sig ud i den temperamentsfulde pasodoble, lagde Johannes Nymark og Claudia Rex sig klart i førerposition med hele 24 point:
- Aftenens bedste dans indtil videre, fastslog Anne Laxholm uden tøven om parret, der gik på gulvet som nr. fem i rækkefølgen af kombattanter.
Helge Vammen og Sofie Kruuse, der dansede som nummer ni, måtte derimod både indkassere de laveste point i pasodoble-kategorien og i den samlede stilling i aftenens dyst. Det blev kun til 11 point, der dog er et point bedre end i sidste uge.
Blandt de par, de begav sig ud i en jive, var der dommerne uenige i bedømmelsen af to af disse præstationer – først gjaldt det Ditte Ylva Olsen og Morten Kjeldgaard, der dansede som nummer syv og fik henholdsvis 6, 4, 3, 4 point (i alt 17 point) af Jens Werner, Anne Laxholm, Britt Bendixen og Nikolaj Hübbe. Anne Laxholm mente, at selv om de dansede en meget underholdende jive, så var knæene nogle steder lidt for langt fra hinanden. Jens Werner roste derimod parret for manglen på tekniske fejl, og det var Britt Bendixen ikke enig i.
Også Paprika Steen og Mads Vads præstation, der var den sidste, skilte vandene, men selv om Jens Werner og Britt Bendixen var uenige i, hvorvidt bevægelsen af Paprika Steens ryghvirvler i jiven var en fordel eller en ulempe, afspejlede uenigheden sig dog ikke helt så kraftigt i karaktererne, der fordelte sig på henholdsvis 4, 5, 5 og 4 point (i alt 18 point).
Uso og Jenna Bagge, der dansede som nummer tre, dansede også jive, og her var dommerne trods alt mere enige om at give dem en samlet karakter på 13 point.
Silas og Sara sejrede i quickstep
I tango-disciplinen skulle to par vise, hvordan ugens anstrengelser havde båret frugt, og det blev Besir Zeciri og Mie Moltke, der dansede som nummer otte og løb med den højeste karakter her – 15 point, hvilket dog var en nedgang på tre point i forhold til sidste uge. Badmintonspilleren Tine Baun, der var i omdans med partneren Frederik Nonnemann i sidste uge og vandt over Erik Brandt og Vivi Siggaard, der måtte forlade konkurrencen, fik danset tango til 14 point som det fjerde par på gulvet.
Astrid Krag og Thomas Evers Poulsen, der dansede som nummer seks og fik musikalsk opbakning af ”Venter på far”, der sang live i studiet, dystede denne aften i en quickstep, og her var der enighed over hele linjen blandt dommerne, der alle gav 4-taller, så pointene i alt røg op på 12.
I samme disciplin viste også Silas Holst og Sara Maria Franch-Mærkedahl formen som det første par på gulvet, og det gjorde de så overbevisende, at de fik 19 point – og de blev bakket op af Basim, der sang sit Melodi Grand Prix-hit ”Cliché Love Song”.
Da sms-stemmerne var talt op, viste det sig, at det var syvendepladsen og niendepladsen, hvad angår dommernes point, der skulle dyste, og det blev som nævnt til et farvel til Uso og Jenna Bagge. Jens Werner roste ham for alt i alt at levere en væsentlig bedre præstation end sidste fredag, men TV-seerne ville det anderledes.
Uso tog dog nederlaget med oprejst pande:
- Jeg synes, det har været sjovt, og nu skal jeg tilbage til at lave musik, sagde Uso, der dog mente, at der i fremtiden vil blive danset mere i studiet, efter han har været med i ”Vild med dans”.
Stilling på point i det fjerde ”Vild med dans”-show:
Johannes Nymark og Claudia Rex: 24 point
Sara Maria Franch-Mærkedahl og Silas Holst: 19 point
Line Kruse og Michael Olesen: 18 point (á point med Paprika Steen og Mads Vad)
Paprika Steen og Mads Vad: 18 point (á point med Line Kruse og Michael Olesen)
Ditte Ylva Olsen og Morten Kjeldgaard: 17 point
Astrid Krag og Thomas Evers Poulsen: 16 point
Besir Zeciri og Mie Moltke: 15 point
Tine Baun og Frederik Nonnemann: 14 point
Uso og Jenna Bagge: 13 point
Helge Vammen og Sofie Kruuse: 11 point