
Var det nu også helt fair? Marianne Eihilt reagerer på Pusles Vild med dans-exit

Efter en nervepirrende omdans var det Pusle Helmuth og Damian Czarnecki, som måtte forlade ”Vild med dans” i program 4.
De var oppe imod Gustav Salinas og Karina Frimodt, som også fik en af aftenens bundplaceringer.
”Vild med dans”-dommeren Marianne Eihilt gav både Pusle og Gustav karakteren 5 for deres respektive danse, og efter showet reagerede hun på aftenens afgørelse – for var det fair, at Pusle røg ud?
- Jeg synes, det er svært, hver gang vi siger farvel til et par. Men jeg kan også mærke på Pusle, at hun allerede nu føler, at hun har vundet, sagde Marianne Eihilt til BILLED-BLADET og uddybede:
- Hun har fået rigtig meget med sig herfra. Som hun også selv sagde, så er der rigtig mange dygtige par. Det var bare sådan, det skulle være i dag.

Marianne Eihilt satte flere ord på aftenens udfald:
- Jeg prøver ikke at forholde mig til, hvem der ryger ud. Jeg har heller ikke personligt nogle favoritter. Når det kommer til den del af programmet, læner jeg mig egentligt bare tilbage og lader tingene ske, konstaterede dansedommeren med et smil.

