Vegetarret på menuen hos Anne Laxholm juleaften
Den 72-årige ”Vild med dans”-dommer Anne Laxholm skal holde jul hjemme i Rungsted sammen med sin mand, Hans-Henrik Laxholm samt hans bror og nevø.
Med er også Anne og Hans-Henriks datter Lisamaria, der er vegetar
Så til ære for hende er der en vegetarret på bordet juleaften som alternativ til andestegen.
Men and er der også – med rødkål og diverse tilbehør.
Ingen snyd
- Jeg kan godt tage lidt af vegetarpateen, men anden smager nu også godt, erklærer Anne Laxholm.
Desserten er, helt traditionelt, risalamande – med mandel.
- Og vi snyder altså ikke, forsikrer den regelrette dansedommer.
Aftenens midtpunkt
Med juleaften er naturligvis også familien nyeste medlem.
Den lille hundehvalp af racen papillion, Bella, der netop er fyldt fire måneder.
Her er Bella bare otte uger gammel.
Hun bliver uden tvivl aftenens midtpunkt.
Selv om hun ikke har en ønskesky, kan det jo godt være, der er en lille gave til hende under det store juletræ.