
Vi undrede os under Forræder: Hvad skete der med den nøgle?

I spillernes mission i første afsnit af "Forræder: Ukendt Grund" skal de en efter en låse en lænke om benet op og derefter vælge, om de vil tilføje et minut til de resterende spilleres tid eller tage et skjold, så de får immunitet.
Den tredjesidste igennem, Oliver, må give op og lade de to sidste spillere komme foran sig, og det er så tydeligt for enhver, at han aldrig kommer igennem missionen, at Carl-Johan ikke nænner at spilde et minut på ham, men per automatik tager skjoldet.
Som seer ser man, at Oliver simpelthen ikke kan finde ud af at sætte nøglen i låsen.
BILLED-BLADET har spurgt ham, hvad der skete med den nøgle.
- Ja, hvad skete der med den nøgle? spørger han retorisk tilbage.
- Det ville være nemt for mig at sidde med en ”big brain energy” og sige: ”Hvis jeg bare havde haft 10 sekunder mere”, men faktum er, at jeg havde stået der endnu uden hjælp… Jeg kæmper en febrilsk kamp og gør mit bedste. Jeg har en hjerne, der er bygget anderledes. Jeg fik nogle af de bedste karakterer på mit studie, uden at gøre meget ud af det, men almen logik – sådan noget som at tænde en el-keddel, jeg ikke har prøvet før, kan tage mig 10 minutter!
- Mit bedste bud er, at jeg har overfortolket opgaven i min krøllede hjerne. Jeg kan godt forstå, at andre folk tænker: ”Hvad foregår der?”


Oliver: Stolt af mig selv
Men selvom det gik helt galt for Oliver, synes han, at han håndterede situationen godt.
- Det chokerede mig, hvor grelt, det gik, og det er superærgerligt og pinligt. Men jeg er er også stolt over, hvordan jeg håndterer det. Jeg efterrationaliserer ikke. Jeg prøver ikke at lægge ansvaret fra mig. Jeg griner allerede af det på vej hjem i bilen – det er mit eget lille Amalie Szigethy-moment på landsdækkende tv, og jeg kan sagtens være i det. For andre havde det måske være invaliderende og det, alle frygter. Det er ikke mit stolteste øjeblik, men det er bare mig. Jeg kan ikke sætte en cykelkæde på, jeg har ikke logikken til det.
Bruger du nøgler til daglig?
- Jeg bruger nøgler helt normalt. Jeg kommer ind ad døren – jeg sover ikke på gaden.
