4. jun. 2025
Af Lærke Valentin

Victor Emil fik en rose trods en akavet date: Grunden så du ikke på tv

Victor Emil og Emma i "Bachelorette."
Victor Emil og Emma i "Bachelorette."
Foto: Lotta Lemche / TV 2
Emma traf onsdag et valg i "Bachelorette," som nok overrasker flere loyale tilhængere af programmet. Nu forklarer hun sit valg.

Emma er ikke ligefrem kendt for at dele roser ud på må og få.

I sidste uge fortrød hun, at hun ikke fik delt en rose ud til Alexander under en dobbeltdate, men hun fik hurtigt rådet bod på det.

Nu ser det dog også ud til, at hun er blevet mere komfortabel med hele rose-halløjet.

I onsdagens afsnit var Victor Emil i hvert fald den heldige modtager af en rose fra Emma – og det skete trods en lettere uromantisk date.

Dagen startede ud med fest og farver, da Emma og Mai var inviteret til fest i villaen.

Festlighederne bød både på dans, oplæsninger, twerk og seriøse samtaler – og to heldige fyre blev inviteret med til efterfest.

Mai valgte Nicolaj, mens Victor Emil kom med på en afslappet date ved poolen.

Daten bød på bobler, romantisk opdækning ved poolen, og de smed endda begge tøjet og hoppede i vandet under daten.

Der var lagt op til al form for romantik og nærvær, men Victor Emil opfordrede bestemt ikke til lummer eller romantisk stemning.

– Jeg prøver virkelig at flirte med Victor Emil, men det er ligesom om, at hver gang jeg prøver at flirte, så kommer der bare en kæk kommentar tilbage, fortæller Emma.

Hun var overrasket over, at Victor Emil ikke gav mere af sig selv, da de stod helt alene og uden så meget tøj på i poolen. For hende var det nemlig den perfekte mulighed for at komme ind på lidt dybere emner.

Alligevel fik Victor Emil gjort sig fortjent til en rose i Emmas øjne – og det skyldtes faktisk alt det, vi ikke så på tv.

Daten var nemlig meget længere end det, man så på tv, og bacheloretten og Victor Emil havde rigtig mange gode samtaler, som enten ikke blev vist, eller som fandt sted, mens der ikke blev optaget.

Her var Victor Emil nemlig noget mere komfortabel og nemmere at komme ind på livet af.

– Han fortæller mig, at han har svært ved at vænne sig til kameraerne og hele situationen. Men jeg kan mærke hans interesse for mig, og at han har meget mere at give af, forklarer hun.

Victor Emil endte dermed med en flot rød rose, men han måtte tage hjem og sove i sin egen seng efter daten.

Emma valgte nemlig ikke at tage den såkaldte nøgle i brug.

Hvis du vil se - eller gense - den lettere akavede date, kan du se den herunder:

Mere om: