16. okt. 2021
Af Christinna Braun

Vild afgørelse: Dommere og seere dybt uenige

Værtinderne i "Vild med dans". 
Værtinderne i "Vild med dans".
Foto: Hanne Juul
Der var stor uenighed mellem dommere og seerne i fredagens ”Vild med dans”.

Endnu en fredag stod i dansens tegn på TV 2, hvor det sjette program af ”Vild med dans” rullede over skærmen.

Denne fredag skulle alle par hylde et specielt årti med deres dans, og der var både quickstep fra 20erne og pasodoble fra 90erne.

Alle kan være enige om, at aftenen var fyldt med danseglæde – men til gengæld var dommerne og seerne dybt uenige om parrenes placering.

Inden omdansen lå Freja og Claudia på en flot tredjeplads med en dommerkarakter på 38, mens Michael og Karina lå lige efter med en dommerkarakter på 32. I bunden lå Jimilian og Asta, 30 i karakter, Lise og Silas, 28 i karakter, og Micki og Jenna med 27 i karakter.

Det var voldsomt spændende, da parrene skulle i dødsbananen og vente på, hvem der skulle i omdans, fortæller BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert Lone Vandborg.

- Der var nærmest åndeløs spænding, da de stod i dødsbananen, begynder Lone Vandborg.

- Ingen vidste – hverken dansere, seere eller dommere – hvad der ville ske, for to af favoritparrene, Lise og Silas og Jimilian og Asta, lå i bunden, mens de tre par, der tidligere har været i omdans, lå i toppen.

Men seerne ville de anderledes end dommerne, for blandt de par, som blev råbt op først og var sikkert videre, var parrene fra bunden.

- Det viser tydeligt, at seerne var dybt uenige med dommernes karakter.

- Lise og Silas dansede en vild pasodoble, som jo ikke faldt i dommernes smag, men på trods af det var der nok ikke mange, der troede, de ville ende i omdans.

- Heller ikke seer-darlingen Jimilian og hans partner Asta så ud til at komme i omdans på trods af deres lave placering.

Flere overraskelser

Efter dommernes karakter lå Micki og Jenna i bunden, og det var ret vildt, at de formåede at holde sig udenom omdansen, fortæller ”Vild med dans”-eksperten.

- At det skulle lykkes Micki og Jenna at komme fra en bundplacering til ikke at komme i omdans mod hverken Jimilian eller Lise, det må jeg sige, det tegner nok godt for dem. Der må virkelig være mange stemmer i dem.

Da seerne havde sendt deres sms-stemmer, blev det to par, der allerede har prøvet omdansen, der skulle danse for måske sidste gang.

Desværre var det sidste dans for Freja og Claudia.

- Jeg synes faktisk, Michael hævede sin dans i omdansen og dansede den lidt bedre. Freja virkede en smule nervøs og kom ud af den et par gange, men der har jo nok været mange nerver, hvilket er meget forståeligt.

- En aften som denne fredag er jo netop det, der gør ”Vild med dans” superspændende, sjovt og uforudsigeligt. Netop fordi det hele kan ændres ved seernes stemmer, afslutter Lone Vandborg.

Læs mere om: