23. okt. 2021
Af Christinna Braun

Vild med dans-ekspert: Derfor endte Micki og Jenna ikke i omdans

Jenna Bagge og Micki Cheng. 
Jenna Bagge og Micki Cheng.
Foto: Kaspar Wenstrup
BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert giver sit bud på, hvorfor Micki og Jenna ikke endte i omdans fredag aften.

Der var syv par på gulvet i ”Vild med dans” fredag aften, men kun seks fik lov til at gå videre til næste fredag.

Efter parrenes dans gav dommerne som vanligt deres karakterer, og det fordelte de syv par således:

Pernille og Morten i top med 44, stærkt efterfulgt af Jimilian og Asta med 43. Derefter kom Michelle og Mads med deres 38 i dommerkarakter, Mascha og Thomas med 37 og Lise og Silas med 36. I bunden lå Michael og Karina med 27 og Micki og Jenna med 23 i dommerkarakter.

Da seerne havde sendt deres sms-stemmer, stod det klart, at Michael og Karina og Michelle og Mads måtte en tur i omdans. Men hvordan kunne Micki og Jenna undgå omdansen, når de lå i bunden?

Det giver BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert Lone Vandborg sit bud på.

- Jeg mener, at der ikke er nogen tvivl om, at af de par, der er tilbage, er Micki det svageste led. Men til gengæld scorer han højest på oprigtig glæde, indlevelse i dansen og på sin charmerende personlighed.

- Jeg er sikker på, at rigtig mange knuselsker ham, når han danser. Når han så står der i farezonen med de laveste karakterer, tænker jeg, at mange synes, det er synd for ham, og det, tror jeg, får mange, der måske ellers ikke stemmer, til at stemme på ham.

- Alene det, at han to uger i træk har indhentet nummer tre, er jo bevis på, at rigtig mange sender sms-stemmer hans retning, lyder det fra Lone Vandborg.

Det burde være anderledes

Fredagens ”Vild med dans” stod næsten i ønskedansens tegn, for hele fire ud af syv par havde valgt at prøve lykken med ønskedans.

Det kan der opstå en skævvridning ved, mener BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert.

- Ønskedans var nok ikke Mickis stærkeste dans, og det er absolut heller ikke min favoritdans. I det hele taget synes jeg, det var en lidt mærkelig aften, hvor fire ud af syv danse var ønskedanse.

- Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Det er nærmest umuligt at sammenligne en moderne dans, uden nogen rigtig danse-tekniske regler, med de 10 danse-tekniske danse, hvor der er SÅ mange regler og trin.

- Det betyder ikke, at ønskedans ikke kan have en berettigelse, men så synes jeg, at alle skal danse den samme aften, så man netop kan sammenligne dem.

Selvom ønskedansen nok aldrig bliver ”Vild med dans”-ekspertens yndlingsdans, så blev hun allerede positivt overrasket over især én ønskedans fredag aften.

- Moderne dans er ikke min favorit-dans, men når det nu er sagt, så må jeg også bøje hovedet i respekt og sige, at Pernille og Mortens var superflot, og de dansede en meget spændende dans, afslutter hun.

På fredag er der ingen par, der ryger ud. Det er nemlig ”Vild med dans – Knækker cancer”, og her kan alle parrene slappe helt af til ugen efter, hvor der igen er et par, der må sige farvel til danseeventyret.

Læs mere om: