Vild med dans-ekspert er ikke i tvivl: Disse par kommer i finalen
De har trænet i timevis, og de har givet den gas på dansegulvet foran hele Danmark hver fredag de sidste mange uger.
Nu er der kun fire par tilbage, der kæmper om en plads i den eftertragtede ”Vild med dans”-finale: Caspar og Malene, Cecilie og Damian, Natasha og Thomas samt Daniel og Asta.
Fredag aften står de fire par klar til at dyste i semifinalen, hvor de skal danse hele to danse foran dommerne og Danmark.
Men hvem kommer så i finalen? Det giver BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert Lone Vandborg sit bud på her:
- Jeg tror, at Cecilie og Caspar kommer i finalen, og at vi dermed vil skulle sige farvel til enten Natasha eller Daniel i aften, siger Lone Vandborg og uddyber:
- Efter de seneste programmer tyder alt på, at Caspar og Malene endnu en gang kommer til at ligge helt i toppen, når dommerne har afgivet deres karakterer, og selv i det tilfælde at Caspar skulle få færrest sms-stemmer, vil det derfor være svært for dem at havne i bunden samlet set.
I forhold til Cecilie og Damian kan det meget vel blive deres popularitet hos seerne, der kommer til at sende dem i finalen, mener ”Vild med dans”-eksperten:
- Det tyder på, at de får mange sms-stemmer fra seerne. De har flere gange ligget i den nederste del af feltet efter dommerkaraktererne, men alligevel er de aldrig kommet i omdans. Så selv om Cecilie skulle få færrest dommerstemmer i aften, så tror jeg, der er gode chancer for, at seerne igen vil redde hende, siger Lone Vandborg.
Dermed kan det blive enten Natasha eller Daniel, for hvem semifinalen bliver endestationen, mener Lone Vandborg:
- Mit bud er, at det bliver enten Natasha og Thomas eller Daniel og Asta, som vi skal sige farvel til i aften. Begge par har tidligere været i omdans, og dette tyder jo på, at de ikke ligger helt i top hos seerne – og jeg tror, at det i aften i sidste ende vil blive sms-stemmerne, der afgør, hvem der kommer i finalen.
I semifinalen er der ingen omdans og dermed heller ikke ”en chance til” for at redde sin deltagelse i ”Vild med dans”. Det par, der samlet set har færrest stemmer, når dommerkaraktererne og sms-stemmerne er lagt sammen, ryger ud.
Dermed er der lagt op til endnu en spændende aften på ”Vild med dans”-gulvet, når det skal afgøres, hvem der kommer i årets finale – og som BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert pointerer, så er det jo sæsonen, hvor alt kan ske!
- Når alt er sagt, så må jeg igen påpege, at det virkelig har været sæsonen, hvor alt har kunnet ske. Der har virkelig været nogle overraskelser undervejs, og jeg vil sige, at det har været den sæson nogensinde, der har været sværest at forudsige, siger Lone Vandborg.