12. nov. 2021
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Vild med dans-ekspert er ikke i tvivl: Hun kommer i omdans

Vild med dans
Vild med dans
Foto: Dan Mariegaard
Der venter en spændende aften i ”Vild med dans”, når det skal afgøres, hvem der kommer i årets semifinale.

Fredag aften byder Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald endnu en gang velkommen til Danmarks modigste dansere – og der er lagt op til lidt af en gyser.

I aften skal det nemlig afgøres, hvem der får de eftertragtede pladser i årets ”Vild med dans”-semifinale.

De fem resterende par kaster sig ud i både en individuel dans og en såkaldt maratondans, hvor alle parrene er på gulvet samtidig, men så løbende bliver bedt om at forlade gulvet, indtil vinderen står alene tilbage.

Men hvem må en tur i omdans i aftenens program? Det giver BILLED-BLADETs "Vild med dans"-ekspert Lone Vandborg sit bud på her:

- Jeg tror, Mascha kommer i omdans. Der er jo ikke så mange nydansere tilbage, og hun var i omdans i sidste uge, så pilen peger på hende.

BILLED-BLADETs "Vild med dans"-ekspert peger dog på én ting, der kan redde Mascha Vang fra en omdans:

- Den eneste måde, hun kan undgå en omdans, er nok ved at ligge på en samlet førsteplads, når dommerne har afgivet deres karakterer, men mit bud er, at det bliver Jimilian, der kommer til at indtage den placering, siger Lone Vandborg.

Men dét, man skal holde allermest øje med, er, hvordan det kommer til at gå for Micki Cheng, mener Lone Vandborg:

- Det mest interessante i aften bliver faktisk, hvordan det går med Micki. Han skal danse samba, som jo er en glad dans, og jeg tror, han kommer til at gøre det godt – men mon ikke han igen kommer til at ligge sidst hos dommerne, som han har gjort en del gange nu.

Ifølge Lone Vandborg bliver det spændende så nu, om seerne endnu en gang kommer til at redde Micki Cheng fra en omdans:

- Hvis Micki endnu en gang undgår en omdans, når seerstemmerne er kommet ind, må det betyde, at han får rigtig, rigtig mange sms-stemmer, og så vil jeg nærmest sige, at han er finaleklar, fortæller Lone Vandborg.

Derfor kan det gå hen og blive lidt af en gyser, hvem der kommer i farezonen, når pointene er lagt sammen sidst på aftenen – og hvis Micki bliver reddet af seerne igen, så kan alt ske, mener "Vild med dans"-eksperten.

- Ud fra dommernes stemmer burde det nok blive Micki, der skal stå over for Mascha i en omdans – men hvis han bliver reddet af seerne, så tør jeg slet ikke spå om, hvem den anden i omdansen bliver! Det bliver spændende i aften, siger Lone Vandborg.

Kvartfinalen i årets ”Vild med dans” bliver sendt på TV 2 fredag kl. 20.

Læs mere om: