Vild med dans-ekspert i chok: Det havde jeg ikke set komme
Endnu en aften stod i dansens tegn på TV 2, da ”Vild med dans” rullede over skærmen kl. 20.
De 11 par havde kæmpet, alt hvad de kunne, for at gøre deres allerbedste på Danmarks nok mest kendte dansegulv.
Det endte i en omdans mellem Lakserytteren og Mille Funk mod Michael Katz Krefeld og Karina Frimodt. Det var noget af en overraskelse ifølge Billed-Bladets ”Vild med dans”-ekspert Lone Vandborg.
- Jeg havde forventet, at Abdi og Malene skulle ud i en omdans, og det var godt nok en overraskelse, at de gik direkte videre, siger Lone Vandborg. Abdi og Malene fik 11 i karakter i alt fra dommerbordet.
- Ja faktisk, at både Abdi og Jacob Haugaard undgik omdans, havde jeg virkelig ikke set komme. Jeg giver dommerne fuldstændig ret i, at på denne aften var de to altså bare de dårligst dansende. At de begge undgik omdans – det var altså utroligt.
Michael var bare bedre
Jacob og Camilla fik 12 i karakter af dommerne, mens Abdi og Malene fik 11, og de undgik altså begge omdans. De to par, der ikke undgik, fik noget højere i dommerkarakter.
Michael og Karina fik 25, mens Lakserytteren og Mille fik 23. Sidstnævnte måtte afslutte danseeventyret denne aften.
- Hvis man kigger på omdansen, så dansede Michael helt reelt også bedre end Lakserytteren. Man kan jo så diskutere, om han overhovedet skulle have været i en omdans. Men når nu der var de to par i omdansen, så var Michael altså den bedste, lyder det fra ”Vild med dans ”-eksperten.
Der var flere overraskelser på aftenen, som kom meget bag på Lone Vandborg.
- Interessant er det virkelig, at jeg havde dømt Lise Rønne og Pernille Blume som nogen, der hele tiden ville ligge i toppen, men det gjorde de faktisk ikke i aften. De blev dansemæssigt overhalet af Michelle Kristensen og Jimilian. De fik henholdsvis 32 og 31 i dommerkarakter.
Ekspert: Jeg tog fejl
- Der tog jeg virkelig fejl, og det er jo egentlig skønt! Det giver en fed spænding, at der er flere om buddet.
- Jimilian har en utrolig danseglæde, og hvis han fortsætter i dette spor, vil han virkelig kunne true Lise og Pernille. Der er i hvert fald lagt op til spænding næste fredag i ”Vild med dans”! Afslutter Billed-Bladets ”Vild med dans”-ekspert Lone Vandborg.