15. sep. 2014
Af Karina Didriksen

Vild med dans-finale udsolgt på få minutter

"Vild med dans" 2014 havde premiere den 12. september.
"Vild med dans" 2014 havde premiere den 12. september.
Foto: Hanne Juul
Premieren på den nye sæson af dansekonkurrencen tiltrak over en million seere, og billetterne til finalen er blevet revet væk.

”Vild med dans” har de senere år været en seermagnet på TV 2, og det viste den nye sæson sig i den grad også at være.

Den nye omgang af ”Vild med dans” havde premiere fredag den 12. september, og her sad i gennemsnit 1.041.000 danskere klistret til skærmen.

Over 1,1 million TV-seere fulgte med i slutningen af showet, skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Derudover viste programmet sig at være at hit blandt danskerne, da billetsalget til finalen i Forum Horsens blev sat i gang i dag mandag den 15. september klokken 10.00.

Populær finale

Efter blot seks minutter var samtlige billetter til finalen den 28. november revet væk.

- Vi er fantastisk glade for, at danskerne igen er klar til at engagere sig i vores største ”Vild med dans”-satsning nogensinde med en ny app, finalen i Forum Horsens og lørdagsturneen rundt i landet, siger TV 2’s underholdningschef Gitte Madsen.

Dansekonkurrencens seertal på 1.041.000 er det højeste på dansk TV siden de største VM fodboldkampe i sommeren 2014.

Læs mere om: