29. sep. 2018
Af Malan Joensen

VILD MED DANS: Rosa Kildahls yndlingsdans blev også hendes sidste i dansedysten

Esbern Syhler-Hansen og Rosa Kildahl.
Esbern Syhler-Hansen og Rosa Kildahl.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Bagedystdeltageren Rosa Kildahl og Esbern Syhler-Hansen var i omdans mod Lucy Love og Michael Olesen.

Fjerde program i årets ”Vild med dans” blev endestationen for Rosa Kildahl og Esbern Syhler-Hansen, der var i omdans mod Lucy Love og Michael Olesen.

Med 16 i samlet dommerkarakter lå bagedystdeltageren ellers lunt i midten af den samlede karaktergivning, der strakte sig fra to 10-taller til henholdsvis Rolf Sørensen og Karina Frimodt samt Lars Christiansen og Sofie Kruuse til imponerende 22, der blev givet til Simon Stenspil og Asta Björk Ívarsdóttir.

Da dommerne skulle bedømme Rosa og Esberns vals, fastslog Britt Bendixen:

- Rosa, du kan så sandelig andet end at bage kager!

Bendixen påtalte dog også, at den tidligere bagedystdeltager af og til var foran sin partner i valsen, men havde også stor ros til Esbern Syhler-Hansen for hans flotte koreografi.

- Meget smukt og enkelt – less is more, sagde Britt Bendixen.

Rosa Kildahl fortalte, at valsen indtil videre havde været hendes yndlingsdans, og da det stod klart, at den også ville blive hendes sidste, understregede hun, at det havde været sjovt at være med i ”Vild med dans” og lære de forskellige danse at kende.

- Det er hårdt arbejde, men det er sjovt, hårdt arbejde, fastslog hun med et stort smil.

Rosa Kildahl og Esbern Syhler-Hansen var i omdans mod Lucy Love og Michael Olesen, der med en flot quickstep sikrede sig en samlet dommerkarakter på 19. Jens Werner roste parret for deres fantastiske energi og indlevelse, og Michael Olesen var også meget stolt af sin dansepartner, der havde været nervøs op til aftenens dansedyst.

Selv om kun ét par toppede program fire med 22 i samlet karakter, var der tre andre, der kom meget tæt på.

21 i samlet karakter blev nemlig både givet til Molly Egelind og Mads Vad, Laila Friis-Salling og Morten Kjeldgaard samt Signe Lindkvist og Thomas Evers Poulsen.

I næste uges ”Vild med dans” skal de 9 tilbageværende par danse til en masse skøn 1980’er-musik i anledning af TV 2’s 30-års jubilæum, og det skal blive spændende at se, om Simon Stenspil og Asta Björk Ívarsdóttir scorer højeste karakter for tredje uge i træk.

Læs mere om: