
Vild nyhed fra Sara Lygum: Overtager stort TV 2-program

Sara Lygum skal efterfølge Lene Beier og bliver ny vært på det populære TV 2-program ”Vi drukner i rod”.
Det oplyser TV 2.
Sara Lygum, som oprindeligt er ejendomsmægler, har i årrække været et kendt ansigt på tv, hvor hun i programmet "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed" har hjulpet købeklare danskere med at finde drømmehjemmet. Og det ligger i hendes optik ikke langt fra det, hun nu skal:
- Jeg synes jo, at boliger også er lig med ”hjem”. Det handler om at bo steder, hvor vi har det godt, og om man kan bo sig til at få det bedre. Det, synes jeg, er virkelig interessant, fortæller hun til TV 2.
Samtidig afslører Sara Lygum også, at hun tidligere faktisk har gået og udviklet på et program, der lægger sig meget op ad ”Vi drukner i rod”, og det har derfor været nemt at takke ja til værtstjansen.
Det har indtil videre været Lene Beier, som har styret slagets gang, når hjemmene har fået en overhaling i "Vi drukner i rod". Men når femte sæson ruller over skærmen, er det altså Sara Lygum, som overtager, da Lene Beier stopper.
