X Factor-Dan gør sin far stolt: Det betyder sindssygt meget
Seerne fulgte med, da Dan Laursen endelig kunne besøge sine forældre efter ikke at have set dem i månedsvis.
Oplevelsen af at se deres søn i ”X Factor” gør dem stolte. Så stolte at Dan Laursens far ikke kunne holde tårerne tilbage.
Stolt far
Det var et par meget stolte forældre, der deltog i indslaget, før Dan Laursen gik på scenen i femte liveshow.
Forældrenes reaktion betyder noget for Dan Laursen.
- Det har jeg det dejligt med! Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange han har fældet en tåre. Det betyder sindssygt meget for mig. Jeg kan også mærke, at det føles rart, siger han berørt.
Musik i familien
Selv om de musikalske evner ikke udelukkende kan siges at have været fra forældrene, har familien da haft indflydelse på, at Dan Laursen har fået øre for musikken.
- Jeg er vokset op med musik i forhold til at høre LP og CD. Jeg købte min første Queen ”Made in Heaven”-CD, da jeg var 10 år gammel og lod mig voldsomt inspirere af, hvor dejligt det var at høre Freddie Mercury. Så har jeg nok bare altid haft musik i årerne. Min onkel spillede guitar, siger Dan Laursen.
Fredag den 2. april går Dan Laursen igen på scenen, når ”X Factor” sendes på TV 2 klokken 20.00.