X Factor vender endelig tilbage
Fredag den 6. marts var sidste gang, deltagerne kunne stå på "X Factor"-scenen og udleve drømmen.
Nu kan de endelig komme tilbage og vise os danskere, hvad de kan.
En kæmpe optur for alle
- Det er kæmpe optur for alle, at det nu ser ud til at kunne lade sig gøre at afholde de sidste liveshows i 'X Factor'. Vores deltagere, dommere og selvfølgelig alle 'X Factor'-fans har spurgt længe, hvornår vi kunne komme i gang igen, og det kan vi nu. Vi ændrer en smule på formen, så vi på otte dage sender tre liveshows med første show fredag den 15. maj. Finalen bliver til en stor todages-begivenhed fredag den 22. maj og lørdag den 23. maj. En form, som de blandt andet har succes med i England, og som vi glæder os rigtigt meget til at prøve af herhjemme også, siger underholdningsredaktør Dorte Borregaard, TV 2.
Om vi kun kommer til at følge med hjemme fra stuerne, er endnu ikke afklaret. Men nu kan deltagerne i hvert fald stå på scenen igen.
- Livepublikum er helt sikkert med til at gøre ’X Factor’ til Danmarks største underholdningsshow, og publikum er en stor del af festen, men det er endnu for tidligt at sige, om vi kan afholde de sidste tre liveshows med livepublikum i studiet. Men vi håber det - i en eller anden form, siger Dorte Borregaard.