TV-lægen Peter Qvortrup Geislings datter indlagt
Det var en alvorlig bihulebetændelse, der fredag aften gjorde, at den populære TV-læges tre-årige datter Merle måtte indlægges akut på Rigshospitalet.
- Både Merles mor, Christina, og jeg var med. Det forløb nu helt fredeligt, siger Peter Qvortrup Geisling til Ude og Hjemme.
- Merles bihulebetændelse var bare blevet så slem, at der skulle suges en masse materie ud, og hun skulle have høje doser penicillin, forklarer Peter Qvortrup Geisling videre.
Allerede mandag var den lille familie hjemme igen.
- Hun har det fint nu. Vi sidder og hygger, så alt er, som det skal være. Men selvfølgelig var det en forskrækkelse. Det er jo aldrig rart, når ens barn er sygt. Og når det så oveni købet skal indlægges, bliver man da som forælder bekymret. Heldigvis er jeg jo selv læge, så jeg var hele tiden klar over, at det ikke var noget alvorligt, siger Peter Qvortrup Geisling, der også har sin egen side i Ude og Hjemme.