20. okt. 2022
Af Julie Nolsöe

17-årige Gustav vandt Masterchef: Holdt på hemmelighed i et halvt år

Gustav blev vinderen af Masterchef - De Unge Talenter
Gustav blev vinderen af Masterchef - De Unge Talenter
Foto: Viaplay
Det blev Gustav Mørk fra København, der løb med trofæet i finalen på Masterchef - De Unge Talenter

- Jeg er mega stolt, sagde en storsmilende Gustav Mørk i aftenens finale på "Masterchef - De Unge Talenter", da han var blevet kåret som vinder.

Men selvom det for seerne af programmet er helt ny viden, at det var Gustav, der ville løbe med sejren i den populære madkonkurrence, har han selv vidst det i mere end et halvt år.

Programmerne til "Masterchef - De Unge Talenter" er nemlig optaget for længe siden, men Gustavs glæde over at vinde er ikke blev mindre med tiden.

- Efter programmet er kommet på tv, er folk kommet op til mig på gaden og har sagt, at de hepper på mig, og så har jeg selvfølgelig skullet holde det skjult, fortæller Gustav til BILLED-BLADET og tilføjer:

- Det har været lidt svært, når jeg bare havde lyst til at råbe, at jeg har vundet.

Gustav i det glade øjeblik, da han vandt Masterchef - De Unge Talenter
Gustav i det glade øjeblik, da han vandt Masterchef - De Unge Talenter
Foto: Viaplay

Gemte pokalen væk

Som vinder af "Masterchef - De Unge Talenter" fik Gustav en række flotte præmier.

Med sig hjem fik han et gavekort på 10.000 kroner til Michelin-restauranten Noma, en thermomixer og naturligvis et Masterchef-trofæ.

- Glaspokalen står flot på min reol derhjemme, men den har jeg også gemt væk, når der kom gæster, fortæller Gustav, hvis familie var de eneste der vidste, at han havde vundet.

Store drømme

For 17-årige Gustav er der der ingen tvivl om, at han håber, at hans deltagelse og triumf i programmet vil føre store ting med sig.

- At være med i "Masterchef" har givet mig mega meget blod på tanden i forhold til at fortsætte karrieren, så jeg vil gerne lede efter en læreplads, lyder det fra Gustav til BILLED-BLADET inden han målrettet tilføjer:

- Jeg drømmer om at arbejde på Michelin-niveau.

Læs mere om: