
Caroline Fleming har fået spørgsmålet et hav af gange: Først nu var hun klar

Caroline Fleming er på ingen måde et ubeskrevet blad.
Alligevel har hun i en håndfuld år holdt sig ude af rampelyset, fordi hun har haft brug for at trække sig. Særligt efter hun og hendes tre børn flyttede hjem til Danmark.

Undervejs har hun dog fået et hav af spørgsmål, om hun ikke havde lyst til at medvirke på tv igen.
- Jeg har jo lavet rigtig meget tv, men mindre siden jeg flyttede til Danmark. Det var helt bevidst, at jeg havde brug for at trække mig tilbage i noget tid, både fordi jeg gerne ville dykke meget dybere ned i ADHD både i forhold til mig selv og min søn. Men også fordi jeg ikke syntes, det var så sjovt at være offentlig og bo herhjemme samtidig. Mit ønske om at trække mig tilbage og være privat, lykkedes jeg ikke helt så godt med, griner Caroline Fleming, da BILLED-BLADET møder hende og kæresten Frederik Kølle på deres skønhedsklinik Caolín.
Spørgsmål, som hun har takket nej til hver evig eneste gang, lige ind til, hun var klar til at give et andet svar.
Det er der kommet tv-programmet ”Caroline & dr. Kølle” ud af, hvor Caroline Fleming og hendes kæreste Frederik Kølle er hovedpersoner.
- Efterhånden har jeg været rigtig mange år på denne dejlige jordklode og lavet rigtig mange ting, men aldrig for mig selv, for jeg har altid lavet masser for andre, så har jeg måske puttet navn på det. Det var først nu, jeg følte, at jeg var det sted i livet med den erfaring, jeg synes er nødvendig for netop at kunne starte noget. Så gav det mening for Frederik og mig. Da vores drøm om at skabe Caolín gik i opfyldelse, gav det mening for os at sige ja til at medvirke i en serie, som faktisk dykkede ned i det, vi laver, fortæller hun.
De er blevet fulgt af et kamerahold i tiden, hvor de endelig efter et års arbejde kunne slå dørene op til deres fælles skønhedsklinik.
”Caroline & dr. Kølle”, der har premiere 16.oktober, kan ses på Viaplay og TV3 de kommende torsdage.
