12. feb. 2024
Af Majken Munk

Charmeret af kæk kommentar: Sådan faldt Stephen Kinnock for Helle Thorning-Schmidt

Stephen Kinnock og Helle Thorning-Schmidt
Stephen Kinnock og Helle Thorning-Schmidt
Foto: Thomas Laursen
Helle Thorning-Schmidt mødte sin mand Stephen første gang i 1992. Nu sætter han ord på, hvorfor han faldt for hende.

Den tidligere politiker Helle Thorning-Schmidt skrev sig ind i historiebøgerne, da hun blev den første kvindelige leder af Socialdemokratiet og senere Danmarks første kvindelige statsminister.

Hjemme i privaten har hun altid haft opbakning til sin politiske karriere fra sin mand Stephen Kinnock, der også selv er politisk engageret.

I dokumentarfilmen ”Statsministeren Helle Thorning-Schmidt” fortæller Stephen Kinnock om sit første møde med Helle Thorning-Schmidt.

Foruden hendes smukke ydre var det særligt en kommentar, der charmerede ham.

Helle Thorning-Schmidt møder Stephen Kinnock på Europakollegiet i Belgien i 1992, hvor hun blandt andet studerer europæisk politik.

- Første gang jeg møder Helle, tænker jeg jo: ”Hvem er den der høje, smukke, danske pige?” Jeg var 22 år gammel, og hun var 25, fortæller Stephen Kinnock i programmet.

Men det er mest hendes kommentar, der får Stephen Kinnock til at falde for hende.

- Så siger jeg: ”Hej, jeg hedder Stephen. Hvad hedder du?”. Og så var det bare sjovt, fordi hun siger: ”Jeg hedder princess”, og så løb hun væk. Så tænkte jeg okay, hun gider simpelthen ikke alt det der smalltalk. Det var bare meget flabet og sjovt, og så var det meget charmerende, uddyber han.

Selv nævner Helle Thorning-Schmidt, at hun faldt for, at han var sjov, flot og klog.

Sammen begyndte de en socialdemokratisk forening under deres skoletid, og det var faktisk hendes indgang til at interessere sig for den socialdemokratiske retning, der kommer til at forme hele hendes liv.

Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock bliver gift fire år efter deres første møde.

Tre år senere kaster Helle Thorning-Schmidt sig ud i sin politiske karriere, hun bliver valgt ind i Europa-Parlamentet i 1999.

Parret har børnene Johanna på 26 år og Milo 24 år sammen.

Læs mere om: