Christiane Schaumburg-Müller har fået kærligheds-tatovering
Jude Law erklærede sin evige kærlighed til ekskonen Sadie Frost med en tusch, og Pamela Anderson valgte en finger-tatovering frem for en vielsesring, da hun blev gift med Tommy Lee. Og nu har også Christiane Schaumburg-Müller givet sig i kast med konceptet kærligheds-tatoveringer.
"Det er et tegn på vores kærlighed til hinanden," fortæller Christiane Schaumburg-Müller til Se & Hør om sin lille tatovering, der viser hende og L.O.C.'s initialer. Selvom tatoveringen sidder på højre hånds ringfinger, har parret dog ikke fået papir på deres kærlighed.
"Nej, vi er ikke blevet gift. Tatoveringen er bare et bevis på, at vi elsker hinanden højt," fastslår Christiane overfor ugebladet, der også melder, at parret efter tre måneders forhold nu er flyttet sammen.