24. feb. 2022
Af Majken Munk

Forsidefrue Karina von d’Ahé: Derfor er min søn ikke altid med på tv

Karina von d'Ahé 
Karina von d'Ahé
Foto: Gregers Overvad
Når Karina von d’Ahé optager ”Forsidefruer”, er det meget forskelligt om sønnen Joel er med eller ej, og det er der en god grund til.

I syv sæsoner har 48-årige Karina von d’Ahé været med i ”Forsidefruer”.

Men i årenes løb er det skiftende hvor meget hendes 15-årige søn er med, og det giver hun en forklaring på.

Får buddet

Når der skal optages scener til TV 3-programmet, giver Karina von d’Ahé sønnen Joel buddet om, han vil være med.

- Han har fået fuldstændig lov til selv at bestemme, hvor meget han vil være med. Der er også scener, hvor jeg har spurgt, om han ville være med til det, hvor han har sagt blankt nej, fortæller hun og fortsætter:

- Han får at vide, hvad det går ud på, og hvis han synes, det lyder sjovt, siger han ja. Jeg kan ikke tvinge ham til noget, og det skal jeg heller ikke. Så det har fungeret ret fint, også fordi han slet ikke har noget problem med at sige nej tak.

Sjov med sønnen

I den seneste sæson af ”Forsidefruer”, der kører torsdage klokken 20.00 på TV 3, dukker Joel op.

Mor og søn kaster sig nemlig ud i en række fysiske aktiviteter, hvor sønnen brillerer en del mere end sin mor.

- Der er jo nogle scener med min søn, hvor vi har det sjovt. Han er blevet en stor dreng, og han gider kun at lave ting, hvor han bliver lidt udfordret, og hans mor kommer ud og skide. Min søn er sportsinteresseret, og det er jeg ikke. Så det er sjovt at se, hvordan han kan, og jeg ikke kan, fortæller hun.

Sønnen Joel er en dygtig atletikudøver, der har flere medaljer bag sig. Til dagligt går han i 9. klasse.

Læs mere om: