Frederik Fetterlein dater Paradise-piger
Scorekongen over dem alle, Frederik Fetterlein, er den yderst heldige hovedperson i den første uge af TV3s nye datingshow, "6 på date", som har premiere mandag den 20. august.
Her vil de tidligere "Paradise Hotel"-babes, Pernille, Regitze, Sheila-Maria, Nanett og Tammie til en række frække fællesmiddage flirte det bedste, de har lært, for at vinde Frederiks hjerte og et romantisk weekendophold med den dameglade ungkarl, skriver tjekTV.dk.
Fetterlein får travlt
I "6 på date" får en attraktiv single hele fem bejlere på middagsvisit på samme tid, og der bliver nok at se til, når der både skal diskes op med lækker mad, mens der samtidig omkring middagsbordet bliver kæmpet hårdt om værtens opmærksomhed.
Ugens første middagsdate står den ombejlede single selv for, og herefter skal han eller hun vælge hvilken gæst, der skal siges farvel til. De tilbageværende får så hver deres aften til selv at være vært ved ny scoremiddag for både ugens single og alle rivalerne, skriver tjekTV.dk.
Til sidst skal hovedpersonen vælge sin yndling, som altså skal med på weekendophold. Men inden da får hver enkelt bejler også lidt tid på tomandshånd, hvor romantikken for alvor kan blomstre...
"6 på date" vises mandage-fredage kl. 19.00 på TV3 fra den 20. august.