4. jun. 2014
Af Karina Didriksen

Jes Dorph-Petersen: Jeg var bange for at dø

Jes Dorph-Petersen.
Jes Dorph-Petersen.
Foto: Birger Storm
TV-værten blev alvorligt syg, da han blev bidt af en skovflåt for 11 år siden, og han har stadig smerter.

Om natten den 11. september 2003 vågnede Jes Dorph-Petersen i et rent smertehelvede.

Lægerne troede først, at det var et diskusprolaps, men efter han få uger senere fik lammelser i ansigtet, blev han undersøgt igen. Det viste sig, at TV3-værten havde fået en borrelia-infektion i benet efter et flåtbid.

Jes Dorph-Petersen blev derefter indlagt på hospitalet i tre uger, hvor han fik penicillin og anden medicin mod den slemme infektion.

- Da det var værst, lå jeg på neurokirurgisk afdeling på Gentofte Hospital sammen med folk med hjerneskader. Der blev jeg bange for at dø. Mine infektionstal var enormt høje, og jeg fik at vide, at hvis jeg havde haft den infektion 20 år tidligere, kunne jeg have været død, fortæller han til Helse.

Har smertefrie dage

Den 55-årige TV-vært var enten blevet bidt af en flåt året før på Bornholm eller nogle måneder forinden under en fodboldkamp i Rørvig.

Selv om det nu er 11 år siden, så har Jes Dorph-Petersen stadig mén efter infektionen. Han har smerter, men de kan holdes nede ved at løbetræne.

- Lammelsen og de voldsomme smerter i benene forsvandt, men jeg har stadig symptomer på både gigt og fibromyalgi, jeg har ømme hofter og ben og bliver hurtigere træt, fortæller TV-værten og tilføjer:

- Nu lever jeg med det. Jeg har oplevet, at jeg er smertefri et par dage efter, jeg har løbet, så en periode var jeg helt Forrest Gump-agtig. Nu må jeg holde mig fra løb og går i stedet lange ture. Og så sover jeg til middag en times tid de fleste dage med god samvittighed.

https://imgix.billedbladet.dk/artikel_banner_450.png

Læs mere om: